Penge i kilo
Pengeynglerne har genoptaget succesen med ”slankekuren” for at skaffe penge til ungdommen.
HIF’s Venner har i årevis brugt pengeynglere for at skaffe penge til ungdommen i foreningen. For fire år siden startede Poul Christensen et slankehold, der gennem sponsorer skulle få pengene hjem ved at tabe sig.
I år startes et nyt slankehold op. 14 deltagere har meldt sig på banen og skal nu på vægten på fredag i forbindelse med By Night. Vejningen finder sted foran Middelfart Sparekasse både før og efter spinning. Vejningen foretages af vores lokale læge Henning Thorøe
- Det er vores bedste initiativ, og derfor blev jeg opfordret til at prøve den af igen, fortæller pengeyngleren bag slankekuren i år, Poul Christensen.
Benhård konkurrence
Der er lagt pres på fra starten, når Kim Sølvbjerg, Poul Baltzer, Niels Sørensen, Gert Sørensen, Poul Christensen, Rasmus Skytte, Steen Jensen, Dorthe Hyldahl, Bo Hviid, Villy Christensen, Per Holm, Bjarne Hansen og Hans Christian Thomsen sammen med avisens udsendte stiller sig på vægten på fredag. I godt en måned skal der svedes, løbes og fastes for at smide så mange kilo som muligt. Samtidigt skal hver enkelt ud at finde sponsorer, der er villige til at støtte med en god ”kilopris”, så der kommer mange penge i kassen.
- For 4 år siden blev der samlet 138.256 kroner. Vinderen Lars Klevang tabte 12,2 kilo og samlede knap 25.000 ind, betoner Poul Christensen.
Til den deltager, der taber sig mest i procent i forhold til sin kropsvægt, er der 1.500 kroner og 500 til nummer to. Samtidig er der også 1.500 kroner til den deltager, der hæfter sig for det højeste indsamlede sponsorpenge samt 500 til nummer to.
Når slankekuren slutter den 28. september klokken 18.00, vil det foregå med storskærm og anden festivas i klubhuset i Mosen. For at hjælpe deltagerne lidt på vej i kuren, har Bent Haulrich fra Svømmehallen i Hedensted allerede sponsoreret deltagerne med fem gange spinning, fem gange i motionscenter og fem gange morgensvømning samt to gange konsultation hos Birthe Haulrich, der vil måle blodtryk og BMI samt give vejledning til ændret livsstil.
Kom og følg slankekurens finale på storskærm i det nye klubhus
torsdag d. 28. september kl. 18.00