Menu

Flot 4-0-sejr til andetholdet

image Foto: Palle Herløv
Af Palle Herløv
14. juni 2007 kl. 08:00

Endnu engang var HLS Arena og Hedensteds 2. hold velsignet af vejrguderne med høj solskin, blå og skyfri himmel og noget nær 30 graders varme da de i lørdags tog imod puljens nr. 11 fra Solbjerg IF. Allerede fra starten lå det klart, at det skulle blive hjemmeholdet, der skulle styre begivenhederne.

Flere nærgående chancer blev produceret, men først efter omkring 20 minutter gik der hul på bylden. Jacob ”Ronaldo” Knudsen afsluttede flot efter en Hedensted-kontra med Lasse Larsen i oplæggerens rolle. Herefter stod der Hedensted på stort set alt. Lidt klumpspil i feltet små ti minutter senere resulterede i, at Peter Alrø kunne sparke bolden flot ind i målet med venstreskøjten, hvorefter stillingen var 2-0. En stilling der holdt halvlegen ud på trods af et par nærgående Solbjerg-forsøg samt et par foræringer fra Hedensteds forsvar.

2. halvleg startede som 1. sluttede med total Hedensted-dominans. Solbjerg havde dog flere kontrachancer, men på intet tidspunkt blev det rigtig farligt. Dette skyldtes både forsvaret, men også anfører Simon Sørensen, der stod en rigtig god kamp mellem stængerne. Midt i halvlegen kom Hedensted frem til en stor chance, hvor Mads Nissen stod som målscorer efter oplæg af Peter Alrø.

Flere store chancer efter fornemt opspil bød sig, men blandt andet Hans Kristian Andersen brændte en stor hovedstødschance i halvlegen. Denne chance fik han dog hurtigt ud af hovedet, da Nikolaj Mejer leverede et sublimt indlæg til Hans' pandebrask, hvorefter der stod 4-0, hvilket kampen endte med.

Luk