Menu

Flotte mål og sejr til ynglinge

image Kenneth Nissen (midten) jubler efter at have bragt sit hold i front på et flot langskud. Foto: Palle Herløv
Af Palle Herløv
14. juni 2007 kl. 08:00

De flotte rammer på Hedensted Stadion lagde bane til syv kanonflotte mål i en underholdende kamp, hvor de to holds offensive styrker var i top, mens det kneb lidt mere i det defensive spil.

Efter fire minutter åbnede anfører Kenneth Nissen med et mål, der er et af de bedre scoret i Mosen. Mathias Kahr Christensen spillede fra højrekanten midt på Skanderborgs halvdel en fremstormende Kenneth, der på sin første berøring hamrede bolden afsted, og som et projektil fløj den ind i hjørnet bag en målmand, der ikke nåede at bevæge sig ret meget.

Målet var en sovepude for HIF, og efter 13 minutter fik Skanderborg udlignet efter indlæg og et flot hovedstødsmål ved forreste stolpe.

Fem minutter senere havde HIF igen styr fået på tingene, og holdets bedste, Kasper Pedersen, tog et par træk på kanten af feltet og sparkede bolden hårdt i mål ved bageste stolpe.

Efter 38 minutter tog Steffan Krabbe et raid op langs højrekanten, og et hårdt indlæg til bagerste stolpe helflugtede Kasper Pedersen i kassen til 3-1.

Føringen blev igen en sovepude, og Skanderborg overtog teten i anden halvleg. Med to flotte scoringer fik de udlignet med 20 minutter igen, og de pressede hårdt på i slutfasen.

Kampens afgørelse kom kort før tid, da indskiftede Murat Biçak slog et godt indlæg til Mathias Kahr Christensen, og i én og samme bevægelse tog han først bolden med venstrebenet for derefter at lobbe bolden elegant over den fremstormende målmand med højrebenet - Mathias var så sikker i sin sag, at hans jubel allerede startede, da bolden forlod højrebenet!

Flot mål og tilmed dagens sidste, så HIF kunne sætte tre points på kontoen.

Luk