Menu

Serie 5 er stadig ubesejret

image Det uovervindelige Serie 5-hold flankeret af træner Mads Boye. Foto: Martin Poulsen
Af Palle Herløv
02. maj 2007 kl. 08:00

Et sandt lokalopgør med masser af spænding og kamp til stregen udspillede sig tirsdag d. 22. maj på Løsning Stadion, hvor vores 3. hold mødte nabobyens 2. hold i Serie 5.


Hedensted lagde bedst fra start med et hurtigt mål efter bare 5 minutters spil. Jacob Rubæk satte forsvaret af og spillede Kasper Kristensen fri til 0-1. Et kvarter efter fik hjemmeholdet udlignet til 1-1 ved Jesper Bredkær og dette var stillingen ved pausen. En skidt første halvleg fra Hedensteds side.


Anden halvleg startede ligeså skidt som den første sluttede, da Løsnings Michael Horsted bragte sit hold i front i det 54. minut. Men, men, Rubæk ville det anderledes og udlignede 4 minutter efter på frispilning af Anders Nedergaard. En dejlig udligning, men bare 6 minutter efter scorede den tidligere Hedensted-spiller, Torben Bredkær, til 3-2 direkte på frispark. Et svagt skud der ikke burde have været inde, men Søren Bagge i målet gik fejl af den. Nu brændte det for alvor på. Skulle "De Grønne" for første gang i over 8 måneder smide 3 point bort? Nej, selvfølgelig skulle de ikke det. Blot 1 minut senere endte et langt udspark fra Bagge for fødderne af Rubæk der sikkert passerede Jakob Poulsen i LIF-målet, hvorefter Kristian "Kaka" Lund med et flot loop med venstrebenet endnu engang bragte Hedensted på sejrskurs. Kampens ottende og sidste mål blev scoret af Kasper Kristensen, der dermed snupper Poul Holms førsteplads som topscorer. I dag, lørdag, er det 258 dage siden Hedensted sidst tabte en turneringskamp - til netop Løsning.

Luk