Menu

Pigernes dag - 3. september 2016

06. september 2016 kl. 21:44

Lørdag d. 3. september blev der for U12 – U16 pigerne afholdt endnu en ”Pigernes dag”. Denne gang var der Yoga, 3 fodboldkampe og powershopping på programmet.

Pigerne mødte ind i Mosen kl. 8.00 sammen med deres trænere. Her havde chefkokken J.B. Horsted sammen med sine assistenter, brugt den tidlige morgen til at få gjort klar med æg, bacon og hvad der elles hører til en god brunch, så piger og trænere kunne få fyldt depoterne op inden de skulle i gang med dagens program.

Første punkt på programmet var Yoga. Godt vejledt af instruktøren Rikke, blev alle tilstedeværende spillere, trænere og forældre, stille og rolig, foldet sammen, vredet rundt og strakt ud igen, helt fra ”Katten Kao” og til den ”ydmyg kriger”. Og lad os bare være ærlige og sige, der var mange der opdagede nogle muskelgruppe i deres krop, som de ikke vidste de havde. Til sidst fik man dog lov til at ligge og slappe helt af, mens man stadig kunne mærke ens muskler og sener ”brænde”.

Yoga

Efterfølgende var der fodbold på programmet. Her skulle U14 spille kamp mod Nim-Østbirk og U13 skulle spille mod Jelling, og det var 2 tilfredse hold der efterfølgende kunne vende tilbage til klubhuset og indtage en velfortjent frokost. Herefter var det tid til den sidste kamp denne dag, hvor U16 Vest havde besøg af Kolding Q, det var dog et knap så tilfreds hold der her mødte op i klubhuset. Men efter lidt frokost, kage og frugt, var humøret ved at være oven på igen, og måske fordi det ventende arrangement handlede om shopping.

Vi havde til det sidste arrangement allieret os med Inger fra Sportmaster i Vejle, der trods ”Open By Night” fredag og en fødselsdag i butikken lørdag, havde sagt ja til at holde ekstra længe åben for HIF’s piger, og så gav ordet ”powershopping” pludselig en anden mening. Efter slikskålene var tømt (ca. 60 sec.), en kort velkomst fra Inger omkring aftaler og hjælp i butikken, blev der med en butik helt for sig selv prøvet tøj og handlet lidt. Efterfølgende var der stor ros fra Inger til pigerne for den gode ro og opførsel i butikken, så den er hermed givet videre.

Powershopping - Sportsmaster

Efter besøget i Sportsmaster gik turen tilbage til Mosen, hvor vi sluttede dagen af med pizza og en lille quiz med gode præmier sponsoreret af Sportmaster. Her blev der trukket lod om præmierne mellem de piger der havde flest korrekte svar, samt der blev uddelt en præmie til en enkelt med 0 korrekte svar. Men som en træner sagde ”Det handler ikke altid om at vinde, det handler om at være med”, og det må siges at en dag som denne kan være med til at bevise.

Vi vil gerne sige mange tak til alle pigerne for at gøre dagen til en god oplevelse, tak til trænerne for opbakningen, og mange tak til kontaktpersonerne på årgangen for jeres arrangement i ”Pigernes dag”. Og sidst men ikke mindst, skal der også lyde en tak til de forældre der ville bruge et par timer eller mere på ”Pigernes dag”, uden jeres tid og hjælp vil det være svært at få vores arrangementer til at fungerer så godt.

Med stort sportslig hilsen
Karina & Ricky

Luk