U19: Drengene henter et enkelt point mod FC Fredericia
UNGDOM - Hedensteds U19-drenge mødte FC Fredericia i et opgør, der endte uden scoringer.
Cheftræner Jimmi Nielsen sætter ord på kampen her:
Selvforståelse og selvindsigt er nogle af de vigtigste elementer i forhold til udvikling.
Når vi har peget fingeren indad og fået en opfattelse af, hvad vi selv skal investere og med hvilken attitude, derpå implementere, så er vi nået et stykke, både som mennesker, i hverdagen og i sporten.
Drengene ser ud til at have forstået, hvad det kræver for at få succes, hvilket var ret tydeligt i fredags igen.
Efter at have indkasseret 16 mål i 3 kampe og fået 0 point, så har vi nu høstet 4 point i de to sidste kampe og kun indkasseret 1 mål. Det må være udvikling af dimensioner!
Men som jeg har sagt før- det letteste i fodbold er at forsvare sig, så det gør vi.
På trods af en mere voksen tilgang, det så vi helst at vi først skulle øve os på til foråret, så afleverer drengene et meget stærkt udtryk set over hele kampen.
Defensivt meget stærkt og med kloge beslutninger og den nødvendige aggressivitet og parathed.
Organisationen i det hele taget var rigtig god og når vores to midtstoppere og den defensive midtbane selv løser en numerisk udfordring defensivt ift. FC Fredericias offensive positionering i området omkring og foran vores bagkæde, så bliver jeg sgu stolt, det er ansvar og ejerskab!
Daniel på mål har en rigtig fin redning efter en retur i feltet, ellers holder vi dem fra afslutninger på mål.
Possession delen er langt hen af vejen ganske fin- vi vil dog stadig gerne blive bedre, men med tre start 11 spillere ude, så kan vi ikke forvente at relationerne sidder i skabet.
På trods af det er vi stærkest på bolden og starter rigtig fint ud med flere afslutninger på mål, på træværk og forbi mål, efter nogle fine sammensatte ting.
Afslutningsspillet skal vi stadig blive endnu bedre til, for vi skaber ret mange muligheder og i fredags står træværket i vejen flere gange, deres keeper redder og vi overplacerer på fine muligheder.
Endvidere er vi stadig ikke sammenspillet nok ift. omstillinger, vi løber stadig skævt af hinanden, men det skal nok komme.
Når drengene bliver mere sammenspillet, rolige og kølige i og omkring feltet, så kommer vi til at score et hav af mål.
Set over hele kampen er vi bedst på kuglen, skaber klart mest og klart det farligste.
Fredericias keeper slipper endvidere med gult efter en nødbremse fem minutter før tid fem til ti meter uden for feltet, da Atzen har en friløber. Vi ville hellere have haft et tomt mål at trille den i.
Desuden vinder vi afslutningsstatistikken klart.
Liga 3 vandt deres række inden ombrydning, så endnu en ubesejret weekend for U19 og et kval spil til Liga 2 venter forude for vores reserver til Liga 1, det er stærkt med så mange unge i trupperne.
Vi nyder den øjeblikkelige succes og glædes, men vi er slet ikke tilfredse. Vi vil mere endnu!