Menu

U19 er klar til sæsonstart: - Jeg tror på en positiv overraskelse

image Arkivfoto
Af HIF Kommunikation / Jimmi Nielsen
11. marts 2022 kl. 08:25

UNGDOM - HIF's U19 Liga 1's cheftræner, Jimmi Nielsen, kommer her med en opsummering af opstarten efter vinterpausen.

U19-holdet rykkede op i ligaen og blander sig dermed helt i toppen af dansk ungdomsfodbold, hvilket selvfølgelig stiller større krav til spillernes engagement.

Med den nye struktur i klubben er der kommet endnu større fokus på U19 og det at udvikle egne førsteholdsspillere. Derfor er der skabt et helt nyt setup omkring de to U19-hold, der skal spille Liga 1 og Liga 3. Cirka 40 spillere udgør tilsammen de to trupper.

Da der er sammensat helt nye konstellationer med tre nye trænere og fem nye spillere udefra, har opstarten været præget af tidspres, fordi turneringen starter allerede nu på søndag den 13. marts. HIF møder FC Århus Syd på udebane.

Mange afbud på grund af corona og skader har gjort tiden endnu mere knap i forhold til at blive klar. Drengene har dog arbejdet hårdt og intenst med tingene, så vi føler os 75 procent klar lige nu. Om det så er nok som oprykker, må tiden vise.

Opstarten har været en gang blandede bolsjer med som nævnt diverse afbud, ligesom vi kun har fået testet os i fire rigtige testkampe, fordi vi har modtaget afbud fra nogle modstandere.

LÆS OGSÅ: Jimmi Nielsen laver et-årig aftale med HIF

Vi har mødt følgende hold:

AGF/Lyseng den 20. februar: 22 spillere kom i aktion. Vi vandt kampen stort og meget klart, og vi havde masser af boldbesiddelse. Det var et bevis på, hvad vi er i stand til, når vi gør tingene som aftalt.

Tarup-Paarup IF den 26. februar: Dem mødte vi med to blandede hold, hvor det ene hold overmatchede modstanderen i alle spillets facetter. Igen med rigtig meget boldbesiddelse. Dog manglede skarpheden foran mål, og vi nøjes med en uafgjort.

I den anden kamp spillede vi meget lige, men de sidste 10-15 minutter er der ikke mere brændstof tilbage, så der indkasserer vi nogle meget nemme mål, og sejren til TPI bliver noget større end kampens reelle billede de første små 80 minutter.

Herning Fremad den 6. marts: Dem møder vi med to hold i weekenden og for hold 2’s vedkommende blev det en meget lige kamp imod deres ditto, som ender med det smallest mulige nederlag på 0-1.

Vinderne fra Liga 1 i efteråret møder vi med vores på dagen formodede stærkeste hold, men hold da op! Vi har meget langt op til toppen af Liga 1, for der var ganske enkelt klasseforskel i spillet på den sidste tredjedel. Både offensivt og defensivt. Vi fik set, hvad der skal til, hvis vi bare vil være lidt med i ligaen.

Intern kamp den 8. marts: Som den sidste test før sæsonstart mødte vi vores senior andethold, hvor vi prøvede 19 spillere af.

Det blev en kamp, hvor vi havde bolden rigtig meget, men vi lavede alt for mange vitale fejl i vores måske lidt for naive fase 1 i opbygningsspillet, og det blev straffet hårdt. Vi indkasserede mål på omstillinger og et meget tilfældigt mål fra 30 meters afstand. Vi scorede selv et par stykker.

Vi hæfter os ved, at senest U19 mødte senior i efteråret, vandt senior meget overbevisende 7-0. Denne gang vandt de kun 4-2, og de indkasserede mål er til at forstå og gøre noget ved.

Alt i alt en givende opstart, og vi arbejder ihærdigt på at blive bedre, spille seværdigt fodbold, spille fremad og have bolden mest muligt. Når vi sætter noget sammen, er det på ret højt niveau, men det er klart, at det går galt og bliver straffet prompte, hvis vi ikke leverer på det rigtige niveau.

De grundlæggende ABC-ting i forhold til det taktiske og formen er dér, hvor vi har vores fokus indtil på søndag, og så må vi se, hvor langt vi er kommet, når kampen bliver fløjtet af. Jeg tror på en positiv overraskelse.

Vi har desuden i samarbejde med U16-trænerne fem U16-drenge med i nogle af vores træninger. Det sikrer en fornuftig transition imellem årgangene, ligesom vi har tre, der træner opad og med vores danmarksseriehold.

Generelt ser det meget positivt ud i HIF set med mine briller. Det er et fedt miljø at være i. Der er sket meget over det seneste år.

Luk