Menu

U19: Sikker sejr i sidste kamp og yderst lovende fremtid for ligaholdet

image Foto: Jimmi Nielsen
Af HIF Kommunikation
21. juni 2022 kl. 16:39

UNGDOM - Hedensteds U19-drenge er færdige med den første sæson som Liga 1-hold i klubbens historie.

Det endte med en sjetteplads efter en sejr på 3-1 over Andrup i sidste kamp, der blev spillet i fredags. HIF's tre mål blev sat ind af Frederik Andersen (2) og Benjamin Fransberg. Sidstnævnte var desuden med danmarksserieholdet lørdag, hvor han indtog pladsen som reservemålmand for Kenneth Qvist. Imponerende!

Cheftræner Jimmi Nielsen sætter ord på kampen og sæsonen generelt herunder:

Bussen stod klar i Mosen - en stor én af slagsen - og vi stoppede 40 unge U19-spillere ind i den sammen med U16-målmand Benjamin Fransberg, Liga 3-holdets træner Casper Rasmussen og jeg selv. Så gik turen mod Andrup, der ligger ved Esbjerg.

Soundboxen bragede derudaf, og dem, der ikke skulle spille, kunne nyde en kold øl på vejen og varme megafonen op. Taktikken blev holdt i bussen, hvor de ikke-aktive udviste kæmpestor respekt i den forbindelse og forholdt sig helt stille. Nok mere stille, end når de er i skole...

Vi klædte om og gik ud til opvarmning i god tid og i selskab med en stor flok holdkammerater på sidelinjen, der spillede hele Andrup op med soundboxen. Det mindede om en opvarmning inden en superligakamp.

Spillerne fandt det rigtige spændingsniveau, og vi skabte store problemer for modstanderen med vores angrebsåbninger specielt i vores højre side. Andrup var truende via omstillinger, men det er vi snart vant til at håndtere, så de skabte ikke de helt store åbne ting.

Vi spillede tilpas indirekte, så vores possession-del havde hovedprioritet, og så skulle vi nok få sat noget ind. Det gjorde drengene efter en gang skydetelt, hvor det nærmest vrimlede med Andrup-spillere på stregen, men Frederik Andersen fandt pludselig et hul i deres mur cirka midt i halvlegen. Kort tid efter følte drengene sig lidt snydt for et straffespark, men vi var komfortable og tilfredse med en føring på 1-0 ved pausen.

Selvfølgelig scorede Benjamin!
- Anden halvleg startede ret godt for os, da vi havde kuglen endnu mere og afviste deres omstillinger fint. Igen fik vi dog nogle uopmærksomme minutter, hvor vi tillod vores modstandere at lugte blod, hvilket også skete efter en god time. Andrup omstillede i vores venstre forsvarsside, og egentlig havde drengene fuld kontrol i overtal, men et indlæg blev headet ind, fordi vi var en smule uopmærksomme på spilleren i feltet.

Så stod der 1-1, og nu skulle vi til at grave lidt dybt. Flere skulle spille igen lørdag, så vi kunne ikke drive rovdrift på dem. Energien manglede derfor i et lille kvarters tid, hvor Andrup var tæt på at komme foran på en stor mulighed. Vi fik i samme periode annulleret et klokkeklart mål efter hjørnespark, så det var lidt Tivoli-fodbold.

Efter godt 75 minutter scorede Frederik Andersen så igen. Derfra smed Andrup lange og direkte bolde frem ad banen, og vi forsøgte at forsvare lidt for meget og spillede for direkte fremad, så banen blev alt for stor.

Et gult kort til os gjorde det ikke lettere, men Andrup havde ikke mere i den intense slutfase, og vi lukkede kampen i en situation, hvor Leo lavede et klasseløb og fik en stikning til en friløber. Han driblede udenom keeperen, der måtte hægte ham - straffespark i det 88. minut. Jeg bad vores unge U16-målmand om at sparke det, selv om flere spillere og tilskuere udviste bekymrende attitude, hvilket de ytrede verbalt. Men, ved I hvad - selvfølgelig scorede Benjamin! Jeg troede på ham, ligesom jeg tror på alle de andre spillere.

Således endte kampen 3-1 til os, og der var godt nok fart på lægterne og i omklædningsrummet efter slutfløjtet. Det var fed en oplevelse, og vi fik lige præcis sluttet af, som vi havde som mål med to sejre i de to sidste kampe og points i tre af de sidste fire kampe.

Bredere trup end i efteråret
Udvikling kan måles på mange områder. Jeg måler udvikling ud fra sammenligning, men da vi ikke har noget at sammenligne med, kigger jeg alene på de individuelle, menneskelige og spillermæssige fremskridt, og her får drengene et stort 12-tal!

Truppen er blevet så bred via samtræning, at det generelle holdkort i foråret mangler seks-otte spillere i forhold til efteråret, så der er sket noget. Da vi er det eneste Liga 1-hold fra Vejle til Horsens, hvor senior også har et stærkt niveau, så tænker vi også, at der kommer lidt nye til i opstarten. Alle er i hvert fald velkomne i HIF.

Nu lader vi op og får holdt noget ferie, så vi er klar til næste sæson. Igen med Liga 1 og Liga 3. Vil man være en del af et udviklingsmiljø som U16-U19 eller som ungsenior, ja, så er Hedensted helt sikkert et sted, hvor man kan blive stimuleret behørigt og udfordret positivt på alle måder.

Enden var god, så alting er godt, og vi går på ferie med et smil på læben.

Luk