U19: To kampe og tre points er godkendt - rejsen forløber planmæssigt
U19 - Hedensteds U19 Liga 1-hold har spillet to kampe den seneste uges tid.
Kampene har været på udebane mod FC Skanderborg og hjemme mod Andrup IF.
Cheftræner Jimmi Nielsen sætter ord på kampene her
Kampen i Skanderborg er en kamp, vi til enhver tid skal vinde, og den starter også planmæssigt med et fremragende mål sat ind af venstre back Kasper Bode efter tikka-takka på den ene kant.
Vi føler os komfortable, men vi giver pludseligt to mål væk, uden at Skanderborg overhovedet har været farlige.
Efter pausen får vi forholdsvis hurtigt udlignet, og kort efter får Skanderborg gult kort. Så er det, som om drengene stopper med at være aggressive, og de følger ikke op på vores overtag, men forærer igen et mål væk.
Til sidst presser vi på, men vi mangler de sidste marginaler, og det ender med et straffespark til Skanderborg, der slår sidste søm i kisten til 4-2.
Vi giver for mange mål væk og mangler de sidste ressourcer for at vende kampen.
Fredag mødte vi så Andrup hjemme. Et hold, drengene i efteråret tabte 1-4 til, men dengang var det kun deres andethold.
Som konsekvens af vores mange indkasserede mål greb vi tingene lidt mere kontrolleret an og spillede ud fra en stærk organisation.
Vi følte, at vi trængte til lidt point og kiggede derfor mindre på det egentligt ønskede koncept. Det lønnede sig, og drengene var i fuld kontrol i første halvleg, hvor vi førte 2-0.
I anden halvleg bliver vi for passive og laver nogle sjove ting, der resulterer i, at halvlegen bliver en ren forsvarskamp. Drengene forsvarer sig blændende på seniormanér og holder de tre points trods en reducering på straffe midt i halvlegen.
Drengene flytter sig stadig, og når man slår et Andrup-hold, der på papiret har så meget kvalitet, mens vi kun stiller med fire spillere i årgang 2003, otte fra årgang 2004 (fire kan stadig spille U17), én fra U17 og og én fra U16, så er det fremragende, og det lover megagodt! Desuden havde vi fem nye med ift. Skanderborg-kampen.
Vi slås stadig med træningsindsats og -stabilitet i kampene i det hele taget. Bl.a fysisk form og det rette mindset hos alle spillere på samme tid. Men jeg er sgu stolt over, hvor meget drengene har flyttet sig. Jeg tror på dem!
Vores U19 Liga 3 er ubesejret. Holdet ser meget stærkt ud. Der har vi også - ligesom på Liga 1 - haft U16- og U17 spillere med. Det ser bare godt ud på U19, og stemningen er fantastisk!
U19 Liga 1-holdets næste kamp er hjemme mod FC Århus Syd lørdag 30. april kl. 15.30.