Menu

U19: - Jeg er godt nok stolt af drengene

image Foto: Palle Herløv
Af HIF Kommunikation
26. marts 2023 kl. 20:25

U19 - Liga 1-holdet tabte fredagens svære hjemmekamp mod det stærke hold fra Herning Fremad.

Cheftræner Jimmi Nielsen sætter herunder ord på kampen:

De seneste tre gange, vi har mødt Herning, er vi gået fra banen med 0 point og en samlet score på 3-18. Denne fredag taber vi 0-1 til Liga 1 kreds 1's suveræne vinder, hvilket bare viser, hvilken udvikling, vi har fået skabt, og hvor spillernes niveau har flyttet sig hen via tålmodighed og taktisk forståelse.

Kampen bliver egentlig meget, som vi ønsker det i første halvleg. Vi vælger at kontrollere kampen ud fra en stram organisation og samtidig forsøge os med mere tålmodige angreb, end vi spillede med i kampen forinden.

Det eneste, vi ikke måtte tillade, var, at Herning fik omstillinger, hvor vi var i uhelbredelig balance og positionering, ligesom Herning heller ikke måtte spille i mellemrum på forsiden af vores midtstoppere. Vi lykkedes her med vel 98 procents succes.

Kun i én sekvens i første halvleg kommer vi i ubalance, efter vi sætter et hjørnespark lidt for ivrigt i gang, og bum - tre fremragende pasninger og konsekvens gør det til 1-0 til midtjyderne.

Kasper Jensen har en fin mulighed, hvor deres keeper går lidt forkert af bolden, men Kasper rammer helt ved siden af bolden, ligesom deres keeper og kuglen løber ud til målspark.

Ellers en halvleg uden chancer i begge ender.

Anden halvleg starter som første meget kontrolleret fra begge sider, men vi får efterhånden flyttet tingene længere og længere frem, og vi får i slutfasen skaffet et hav af frispark på Hernings halvdel samt indkast på den sidste tredjedel.

Selv, da vi kommer to mand i undertal, er vi tæt på, da Noah Bisgaard header over mål på en fri header.

Herning har midtvejs i halvlegen en stor chance efter en skinnebens-ripost på kanten af feltet, men afslutningen bliver overplaceret.

Alt i alt en meget chancefattig kamp og en meget voksen kamp, hvor vi forsøgte at lokke Herning i nogle fælder og så ellers selv bygge stille og roligt på i løbet af kampen. Operationen lykkedes, men patienten døde. Er det ikke sådan, man beskriver en "lige ved og næsten"-oplevelse?

Det er helt fair, at Herning vinder. De spiller bare noget rigtig fin fodbold, og de har virkelig meget fart over hele banen. Desuden er de nærmest årgang 2004 hele holdet, og de har spillet sammen i mange år, så de er lidt af en mundfuld.

Vi havde håbet, at vores tryk via standarder i anden halvleg havde udmøntet sig i en scoring via alle de bolde i deres felt, men Herning forsvarede sig fremragende, for det kan de også. Herning er bare komplet som hold og smider ikke mange points.

Nu har vi spillet tre kampe og mødt vinderne fra både kreds 1 og 2 fra efteråret samt Varde, der stadig er ubesejret her i foråret. Det er helt fantastisk, at vi er kommet ud af de tre kampe med fire point og en positiv score på +1.

Jeg er godt nok stolt af drengene både på deres resultatmæssige turneringsstart men selvfølgelig mest stolt over deres udvikling som spillere og hold.

Sammenligning i forhold til opstarten i sommer: Tre kampe, nul points samt -13 i målscore. Nu tre kampe, fire point +1 i score. Det kan vi vist godt kalde outstanding!

Det kom dog også lidt malurt til vores i forvejen udfordrede trup, der stadig er ramt af skader og afbud. Vores topscorer røg ind i et - for os at se - meget uheldigt rødt kort, så han må sidde over næste gang.

Vi klør på og øver os fortsat. Vi jagter succeser, points og udvikling. Generelt bare de gode oplevelser og glæden ved spillet. Det er vores fokus.

HIF's holdopstilling:
1. Daniel Malberg-Pedersen (m)
2. Noah Bisgaard
3. Nicolai Astrup
4. Andreas Sahlertz
5. Kasper Jensen
6. Tobias Lund Jensen
7. Tobias Arentoft
8. Nathanael Rønne
9. Leonard Kosak
11. Nikolaj Marcher
10. Mohammed Kazemi
44. Kasper Bode
66. Nicolai Kofoed
66. Valdemar Jørgensen

Mål:
11' 0-1 Victor Blindbæk

Luk