Menu

Flot hattrick af Maja Kulbicka i U14-sejr

image
Af Anders Sørensen
22. april 2024 kl. 12:39

BØRN - Efterårssæsonen resulterede i, at vores U13-piger vandt deres pulje, og U14 spillede sig op i den reducerede Liga 2 mod puljevindere fra Liga 2 og Liga 1.

Det var derfor med spænding, at vi så frem til de første kampe her i forårssæsonen.

Vores U13-piger fortsætter de fine takter og kommer i første kamp tilbage efter at have været bagud 3-0 på udebane i Harte. Det er god moral af pigerne ikke at miste modet og kæmpe sig tilbage og få point med hjem.

U14-pigerne var vi klar over, ville blive udfordrede her i foråret. Specielt da vi i de to første kampe mødte de hold, som vi forventer, kommer til at kæmpe med om oprykning til Liga 1.

Pigerne kæmpede og kæmpede de to kampe, men måtte se sig slået i begge. Med det sidste held kunne vi have hentet point, men kræfterne løb op sidst i første kamp. I kamp nummer to mod Haderslev/Vojens/Dybbøl kom vi rigtigt skidt fra start, og efter 15 minutter var vi allerede bagud med 2-0.

Pigerne fik indstillet sig på aftalerne, og vi fik lukket af. Med et par chancer undervejs kunne vi have fået et point med hjem, men vi må også sige, at resultatet ikke var ufortjent.

Torsdag aften skulle vi så spille første hjemmekamp mod Middelfart. Et hold, vi i efteråret spillede en tæt uafgjort kamp mod. Vi havde til kampen to helt nye spillere med og en ændret formation for at imødekomme nogle af de udfordringer, vi havde i de første kampe.

Med superflot opbakning på sidelinjen må vi trænere sige, at pigerne fandt deres spil frem. Vi kom først på boldene, stod bomstærkt i forsvaret, havde en midtbane, der kæmpede og kæmpede, en keeper der altid leverer på højt niveau, og i angrebet blev der leveret et hattrick af Maja Kulbicka.

Dejligt med en sikker 3-0-sejr hjemme i Mosen.

Luk