HIF vil have kunstbane for over tre mio. kr.
KLUBNYT - Fodbold er en udendørs sport. Og selvom det er muligt at dyrke en version af sporten indendørs i haller, så er det bare ikke det samme.
Sådan siger Henrik Lundsgaard Nielsen, der er formand for Hedensted Kommunes største fodboldklub, Hedensted IF, som på sine medlemmers vegne savner muligheden for at træne fodbold udendørs i den koldeste tredjedel af sæsonen.
Men måske bliver det allerede næste år muligt for spillerne i Hedensted IF at spille fodbold i frostgrader. Klubben har aktuelle planer om at anlægge en kunstgræsbane, og politikerne i teknik- og miljøudvalget har netop givet tilladelse til, at HIF arbejder videre med en placering ved siden af Hedensted Centret.
Bane koster over tre mio. kr.
Der er dog brug for mere støtte end som så, hvis kunstgræsbanen skal blive til virkelighed. For med en slutpris på lidt over tre millioner kr. er det ikke en opgave, fodboldklubben kan løfte alene.
- Vi håber på et samarbejde med kommunen. Der er ingen foreninger her i kommunen, der har en kunstgræsbane, så hvis vi får lavet en i Hedensted, er det meningen, at den skal komme alle kommunens fodboldklubber til gode, siger Henrik Lundsgaard Nielsen.
Når planerne om en kunstgræsbanebane er aktuelle netop nu, er det bl.a. fordi, DBU har afsat en pulje til støtte af nye kunstgræsbaner med et beløb på op til 850.000 kr.
Kilde: Camilla Bo Krefeld, Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad