Menu

Vil du med i talentidrætsklassen til skoleåret 2016/2017?

image Arkivfoto
Af Jan Faber, afdelingsleder, Stjernevejskolen
29. november 2015 kl. 10:43

UNGDOM - Har du en drøm om at kombinere din sport med din skolegang, som man kender det fra andre byer? SÅ kan du med fordel søge om optagelse i talentidrætsklassen på Stjernevejskolen i Hedensted.

Hedensted Kommune giver dig mulighed for at gå i en talentidrætsklasse. Det er Stjernevejskolen i Hedensted, som lægger lokaler til disse klasser. Her kan du udover at blive dygtigere på det faglige, personlige og sociale plan få mulighed for at træne i din idræt på et højere niveau og med flere træningspas end du har i dag.

Målet er at udvikle gode trænings- og talentmiljøer og styrke de idrætsforeninger, som vi samarbejder med. Visionen er på sigt at give dig lyst og engagement til at prøve dit talent af også efter folkeskolen og være med til at løfte dit talent til national niveau. Det skal gøres i det tempo, som tilpasses dig i din klub, hvor du stadig kan træne og udvikle dig i trygge rammer.

Samarbejde mellem skole og klubber
Samarbejdsklubberne stiller dygtige trænere til rådighed og har sammen med koordinatorer på Stjernevejskolen ansvaret for koordinering mellem morgentræning, klubtræning og skolegang.

I dag har vi mange talenter i klubberne i Hedensted Kommune. Disse talenter kan inspirere hinanden ved, at der med tiden bliver tre talentidrætsklasser på Stjernevejskolen. Fra 7. klasse til afslutningen af en ungdomsuddannelse har du mulighed for at dyrke minimum fire timers idrætsspecifik talenttræning om ugen i skoletiden sammen med andre målbevidste elever. Herudover kommer træningen i klubberne efter skoletid.

Ny 7. klasse
I skoleåret 2016-17 starter en ny 7. klasse. De skal træne sammen med 8. og 9. klasses talentidrætsklasse.

Der er informationsaften 9. december kl. 17 i kantinen på Stjernevejskolen. Det varer ca. halvanden time.

Mødet er for alle elever, der i skoleåret 2016-2017 skal gå i en 7. klasse, og som er indstillet på følgende tre punkter:

1. Du skal indstilles af din forening som talent. Dvs., at du har evner, udviklingspotentiale og engagement til at yde en ekstra træningsindsats i din sport.

2. Du skal have en udtalelse fra din skole.

3. Du skal være indstillet på, at de faglige krav er på højde med de sportslige krav Dine forældre skal selvfølgelig også deltage denne aften.

Yderligere information kan fås ved afdelingsleder Jan Faber på tlf. 79 74 11 53 / jan.faber@hedensted.dk.

NB: Et ansøgningsskema kan findes her på Stjernevejskolens hjemmeside under aktuelle meddelelser og skal afleveres senest 15. januar på skolen, Mosegade 75, Hedensted.

Luk