Sådan påvirker frostvejret din træning
KLUBNYT - Træningstøjet er ekstremt vigtigt, når termometeret viser tal med negativt fortegn. Jens Bojsen-Møller, professor og OL-bronzevinder, fortæller her, hvad der sker med kroppen, når vi træner i vinterkulden.
Det skriver DBU på deres hjemmeside.
Måske er du allerede tilbage på fodboldbanen, eller også ligger træningsopstarten lige om hjørnet. Men glæden ved at skulle tilbage på græs ville måske være større, hvis termometeret ikke viste minusgrader. Heldigvis kan du selv gøre meget for at modstå kulden, og dit træningstøj er i den forbindelse helt afgørende.
Kulden kan give skader
Jens Bojsen-Møller, ph.d. i idrætsfysiologi og professor i biomekanik ved Norges Idrettshøjskole, fortæller, at frostvejr ikke kun har konsekvenser for den fysiske præstation men også øger risikoen for skader.
Afkøling af kroppen kan nemlig medføre en dårligere reaktionsevne og muskelkoordination, og man kan desuden opleve et fald i både den maksimale og den eksplosive muskelstyrke.
- Vigtigere er det dog at være opmærksom på, at blottede led og kulde er en dårlig cocktail. Især i forhold til knæene, som, ligesom hovedet, er omgivet af blodkar. De fungerer bedst, når de er varme, for når de er kolde, er der mere friktion, og så bliver risikoen for skader forøget. Det vil typisk være akutte knæskader i menisken, man kan ramle ind i, forklarer professoren, der selv har praktiske erfaringer med sportsaktiviteter under ekstreme forhold: I 1992 vandt han olympisk bronze i sejlsport, og han har deltaget i langrendskonkurrencen Vasaløbet på 90 kilometer adskillige gange.
Jo mere bevægelse desto færre kuldeproblemer
Tøjet er dog ikke den eneste måde, man kan skærme sig mod kulden.
- Når vi bevæger os, så skaber musklerne enorm megen varme. Op til 80 procent af den energi vi bruger, bliver til varme. Derfor kan man groft sagt sige, at jo mere man bevæger sig, jo mindre problemer har man i kulde, forklarer Jens Bojsen-Møller.
Derfor vurderer han, at nogle typer af fodboldspillere som målmanden, de centrale forsvarsspillere og angriberne er mere udsatte i vinterkulden end andre.
Omvendt kan man dog også pakke sig så grundigt ind, at sveden ikke kan fordampe. Det fører ifølge Jens Bojsen-Møller til, at kroppen bliver ved med at sende sved ud på huden, og det kan føre til dehydrering. Han anbefaler derfor følgende til din påklædning:
- Det, man bruger i andre idrætsgrene, er noget, som man let kan tage af og på. For eksempel sådan nogle træk-af-ærmer eller lignende. Det er det mest optimale, for så kan man hele tiden regulere sin kropstemperatur.