Tidligere HIF'er Erik Østergaard Pedersen er død
Privatfoto
KLUBNYT - Tidligere holdleder for førsteholdet i HIF, Erik Østergaard Pedersen, er død 12. august i en alder af 59 år.
Det fortæller hans familie, som har et ønske om, at hans tidligere holdkammerater får at vide, at hans bisættelse finder sted fra Skovkapellet på Nordre Kirkegård i Vejle torsdag kl. 12.
Erik Østergaard Pedersen var i 1986-1988 holdleder for klubbens førstehold, der havde Conny Esman som træner. Af spillere var der bl.a. Jørgen "Hat" Rasmussen, Erland Jacobsen, Jan Bager, Jesper Clemmesen, Jørgen Lundsgård, Finn Larsen, "Lille Thomas", Lars Hansson, Frans Hauge og Steen Frederiksen.
Erik havde sammen med Brita i mange år Texaco-tankstationen på Horsensvej, så han var ikke kun en kendt mand i HIF men i hele byen.