Menu

Majfesten byder på showkamp mellem HIF og VB-legender

image Foto: Palle Herløv
Af HIF Kommunikation
12. april 2023 kl. 12:00

KLUBNYT - Der er endnu engang lagt op til fodboldfest, når HIF's stærke oldboyshold fredag den 12. maj trækker endnu et attraktivt fodboldhold til Majfest-kamp på Hedensted Stadion.

Denne gang er modstanderen Vejle Boldklub, som under ledelse af talentchef Steen Thychosen og klubejer Klaus Eskildsen stiller med en lang række kendte ansigter med massevis af topkampe på cv'et.

Holdet tæller blandt andre europamestrene John Sivebæk og Johnny Mølby, tidligere Premier League- og landsholdsspiller Jacob Laursen, tidligere udlandsprofessionel og landsholdsspiller Henrik Risom og tidligere anfører og superliga-sølvvinder fra Hedensted Finn "Ferrari" Christensen.

Teammanager for Hedensted IF, Jens Erik Skibsted, har store forventninger til kampen mod VB-legenderne.

- Vi er meget glade for at kunne præsentere et Vejle-hold fyldt med kendte spillere, som mange har set på stadion. Derfor håber vi, at folk har lyst til at komme og se en - forhåbentligt - god fodboldkamp, siger Jens Erik Skibsted.

VB's talentchef, Steen Thychosen, har været primus motor for at samle de mange VB-profiler til et stærkt hold. Foruden tidligere superligaspillere som Steffen Kielstrup, Jesper Olesen, Oliver Thychosen, Marc Pedersen, Peter Gravesen og Jesper Mikkelsen, trækker VB-direktør Henrik Tønder i den røde Vejle-trøje.

- Jeg var slet ikke i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle til Hedensted. Jeg har forsøgt at samle så mange gode folk som muligt, og jeg synes selv, det er lykkedes ret godt, siger Steen Thychosen.

Elvan Taser i luftduel med John Sivebæk i showkampen i 2019. Foto: Palle Herløv.

Tredje storkamp på få år
Det er ikke første gang, Hedensteds oldboyshold får besøg af en prominent modstander i forbindelse med Majfesten.

I 2019 mødte holdet DBU's oldboyslandshold i en kamp, der satte stadionrekord med 2.539 tilskuere. Den kamp kan du se billeder fra her på Facebook. HIF tabte 1-4.

Senest overværede flere end 500 tilskuere kampen mod presselandsholdet i 2022, hvor HIF vandt 3-2. Den kamp kan du se billeder fra her.

Kampen mellem det lokale oldboyshold og VB-legenderne er blot ét af flere store højdepunkter ved Majfesten 2023, der løber fra torsdag den 11. til søndag den 14. maj. Sidste års Majfest blev den bedste i historien målt på gæster og omsætning, og folkene byfesten bag håber, at Hedensteds indbyggere igen i år vil bakke godt op.

- Vi er meget glade for igen at kunne give en fodboldoplevelse til byen. Kampen er også i år gratis, og så håber vi til gengæld, at de besøgende vil købe lidt ekstra i boderne og støtte tivoliet efter kampen, siger Tina Søgaard Andreasen, der er presseansvarlig for Majfesten.

Showkampen er sponsoreret af RSA Danmark og Murerfirmaet Chrisa Bolig ApS.

Kampen fløjtes i gang af FIFA-dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen klokken 17.

Luk