Menu

DS: Lørdag går det løs - Middelfart kommer til Mosen

image Foto: Palle Herløv.
Af HIF Kommunikation
09. august 2024 kl. 08:08

ELITE - En ultrakort sommerpause er ovre, og vi er klar til at tage hul på endnu en spændende sæson i danmarksserien.

Lørdag tager HIF hjemme i Mosen imod MG & BK fra Middelfart i sæsonpræmieren, der fløjtes i gang kl. 13.30.

Under forberedelserne i juli og august har HIF spillet to testkampe, der er endt 1-1 mod Horsens FS og senest 7-1 over Viby IF i en kamp, hvor de unge HIF'ere sprudlede offensivt og stod bundsolidt i defensiven, mens Alexander Schytte lukkede sikkert af mellem stængerne.

- Vi har haft en offensiv-mindet tilgang til spillet her i opstarten, hvor der også er blevet knoklet med fysikken, og det har vi kunnet se på resultaterne og spillet ude på banen. Nu glæder vi os til at komme i gang med den nye sæson, siger træner Kenneth Qvist, der fra sommer har taget over som cheftræner for andetholdet, men fortsat er en del af trænerstaben omkring førsteholdet.

Holdet har sagt goddag til nye folk i skikkelse af Silas Clifford Valbak, Theo Laursen, Magnus Rasmussen og Mathias Kubel, som vi alle præsenterer her på siden de kommende dage.

Samtidig har vi taget afsked med Sune Linderoth Aarup, der er rejst til USA for at læse på University of North Carolina i Wilmington og spille collegefodbold. Jonas Østergård er skiftet tilbage til Give Fremad. Aleksandar Stankovic er stoppet og holder pause fra spillet.

Hedensted IF er foruden Middelfart i pulje med B1909, B1913, Esbjerg FB, Horsens FS, Marienlyst, Odense KS, SFB-Oure FA og Tarup/Paarup IF.

På tirsdag spiller andetholdet i serie 2 efterårets første kamp ude mod Seest Boldklub.

Luk