Fra Færøerne til Mosen: Kasper Sommerstedt er ny i HIF
ELITE - Kasper Sommerstedt er ny mand i Hedensted IF efter et udlandseventyr som professionel på Færøerne.
Den 22-årige midtbanespiller skiftede til ÍF Fuglafjördur tilbage i marts, da han var blevet bemærket for sine mange scoringer for Bredballes hold i henholdsvis jyllandsserien 1 og 2.
Desværre skete der nogle ting i klubben, der spiller i landets bedste række, som betød, at Kasper efter 15 kampe valgte at få ophævet sin kontrakt og rejse hjem.
- Det er en lang historie om en lidt kaotisk tid for både spillere og trænere, men jeg har prøvet at have en hverdag med skes-syv træninger om ugen i et professionelt miljø, så det har uanset hvad været en stor oplevelse. Nu er jeg kommet til Hedensted for at bidrage med det, jeg kan. Jeg havde nogle gode snakke med Johnny (Mølby, cheftræner, red.), før jeg rejste derop, og derfor virkede det naturligt, at min næste klub som skulle være HIF, siger Kasper Sommerstedt, der også har været forbi Vejle Boldklub som ungdomsspiller, inden han vendte retur til sin barndomsklub, Bredballe.
Her var han med til at rykke direkte op fra serie 2 til jyllandsserien 1, og Kasper var en væsentlig del af den succes med blandt andet 10 mål og otte assists i den ene sæson - 14 kampe - i jyllandsserien og 11 mål og seks assists i den anden sæson.
Hedensted IF byder Kasper Sommerstedt velkommen i den grønne trøje!