Menu

HIF fuldender unikt trænersetup med fokus på personlig udvikling

image Foto: Palle Herløv.
Af HIF Kommunikation
14. januar 2024 kl. 17:12

ELITE – Eliteafdelingen har taget hul på forårssæsonen, og vi ser frem mod en spændende tid, hvor der igen skal jagtes resultater på græstæppet.

Inden det for alvor går løs, skal formen pudses af med en masse gode træningspas, testkampe og en tur til Spanien.

Sportschef Alex Nørlund glædede sig over at se, hvor mange der mødte op til søndagens træningsstart i Mosen, der bød på en let omgang træning efterfulgt af fællesspisning og oplæg ved trænerne i klubhusets lounge.

- Det er et godt billede på den gruppe af spillere, vi har lige nu. Det er folk, der brænder for at være med til at skabe noget stort for klubben, de er klar til at træne hårdt for at blive bedre, og jeg fornemmer, at de sætter pris på vores mål om at have det godt socialt, samtidig med at vi spiller seværdigt fodbold, siger Alex Nørlund.

- Det er den balance, vi øver os på hele tiden. At vi både skal være en seriøs serieklub, men hvor det fortsat er sjovt at spille, siger Alex Nørlund og tilføjer, at det glæder ham at se, hvordan medlemmerne har taget imod konstruktionen med en eliteafdeling.

- Helt generelt går vi et spændende forår i møde, hvor det for førsteholdet handler om at skaffe de points, der skal til, for at vi ender i den bedste halvdel af danmarksserien, når rækken bliver brudt op efter fire runder.

- Nu har vi et andethold i serie 1, et tredjehold i serie 2 og et enormt spændende U19-hold, som i dets første halvsæson blev nummer tre i Liga 1. Nu skal drengene ud og gøre det endnu bedre, så det er virkelig spændende hele vejen rundt, siger Alex Nørlund.

Hvordan ser det ud på trænersiden?

- Her er vi helt komplette, og vi kan mønstre det ypperste på det her niveau i forhold til de folk, vi har fået ind nu. Her tænker jeg både på antallet af trænere men især også de kompetencer, de hver især besidder. Det gør, at vi kan komme tættere på den enkelte spiller både menneskeligt og fodboldfagligt. Det er præcist, hvad jeg har drømt om, så vi kan tage det næste trin op ad udviklingsstigen, hvor vi har endnu mere fokus på talentudvikling og den individuelle udvikling, siger sportschefen.

Lasse Kronborg er kommet tilbage til HIF og takket ja til at blive U19-cheftræner i samarbejde med transitions- og assistenttræner Steffen Mikkelsen og målmandstræner Thomas Frydensbjerg.

På serie 1 er 25-årige Benjamin Debel ny mand i spidsen, mens Kristian Bendixen efter eget ønske fortsætter i rollen som assistenttræner.

Setuppet omkring danmarksserieholdet er uændret med Johnny Mølby som cheftræner og Kenneth Qvist og Denis Fazlagic som assistenttrænere.

- Når man vil så meget, som vi vil, er det nødvendigt med nok mandskabsmæssige ressourcer at trække på til træning og kampe. Ellers slider man folk op, og det er ikke en holdbar situation. Med tre trænere af den her kvalitet til hvert hold i eliteafdelingen, som ovenikøbet er meget forskellige hvad angår alder, spidskompetencer, lokal kontra udefrakommende osv. står vi bare ekstremt stærkt.

- Så kan det godt være, vi mister et par spillere i forhold til efteråret, men sådan er det i fodbold, og jeg er sikker på, at vi nok skal få lukket hullerne. Mon ikke, der sidder nogle gode folk derude og følger med i, hvor det er attraktivt at søge hen? Det tænker jeg helt sikkert, siger sportschef Alex Nørlund.

Hele elitetruppen tager på træningslejr i Lloret de Mar, Spanien, fra den 7. til 10. marts, hvor der bliver mulighed for at finjustere alle aftalerne, inden sæsonen sparkes i gang nogle uger senere.

Luk