Menu

Ronni Nordnæs er tilbage i HIF efter oplevelsesrigt ophold i VB

Af Palle Herløv
30. juli 2012 kl. 08:00

SENIOR - Ronni Nordnæs er tilbage i den grønne trøje efter halvandet år på Vejle Boldklubs U19 Ligahold og reserveligahold.

Den 19-årige defensive midtbanespiller var med i lørdagens 3-3-kamp mod Kolding IF, hvor han fik en forstrækning i ledbåndet ved opvarmningen, som tvang ham ud efter bare 10 minutters spil. Ronni ville prikke bolden væk, men hans fod sad fast i græsset, og Mikkel Vilhelmsen var uheldig at falde ned over ham.

- Det gav et knæk og gjorde ondt, men det er heldigvis ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg regner med at være tilbage om en uges tid, siger Ronni Nordnæs mandag eftermiddag.

Dermed sidder han ude, når Danmarksserieholdet i morgen hjemme på Hedensted Stadion møder IF Lyseng i efterårets anden træningskamp. Den starter kl. 19.15.

Søgte nye udfordringer
Ronni Nordnæs spillede i Vejle, fra han var lilleput til førsteårssenior, hvor efter han skiftede til Hedensteds daværende serie 1-hold. Her efterlod han ingen tvivl om sine kvaliteter på midtbanen, hvilket gav ham mod på mere.

Derfor tog han som 17-årig tilbage til Vejle, for at finde større udfordringer.

- Jeg havde mod på mere og ville gerne udfordre mig selv, så i stedet for at spille som senior i Hedensted brugte jeg den sidste tid som ungdomsspiller i Vejle. Jeg ville se, hvor højt jeg kunne komme og selvfølgelig udvikle mig yderligere, forklarer Ronni Nordnæs, som nåede at spille 30 kampe i U19-ligaen og 15 i reserveholdsligaen. Her mødte han bl.a. Odense Boldklub, der stillede med profiler som Morten Skoubo, Rúrik Gíslason og Baye Djiby-Fall.

- Det var selvfølgelig fedt. Reserveligaen er et okay højt niveau og også lidt højere end U19-ligaen. Jeg har fået mere fart i benene og forbedret mine tekniske og taktiske evner med opholdet i Vejle, siger han.

Ronni nåede at score tre gange for U19 og to gange for reserveholdet.

Sammen med holdkammeraterne trænede han seks-syv gange om ugen, så formen er også god. F.eks. var der tirsdag og torsdag både træning om morgenen og om eftermiddagen.

Ingen aftale med vejlenserne
Men Vejle tilbød ham ikke en aftale, så han kunne fortsætte, og efter en misset prøvetræning med FC Fredericia og en række tilbud fra andre Danmarksserieklubber er han altså nu tilbage i Hedensted.

- Hedensted er en god klub tæt på min bopæl, så det var oplagt at tage herud. Jeg håber naturligvis på fast spilletid, siger Ronni Nordnæs, der blev student i juni og leder efter job ved siden af fodboldkarrieren.

Luk