Menu

Eks-landsholdsspiller er ny cheftræner i HIF

image Arkivfoto
29. november 2017 kl. 21:50

SENIOR - Hedensted IF har ansat Brian Brøsted Rasmussen som ny cheftræner for førsteholdet i danmarksserien de kommende to år.

Det oplyser klubbens formand Henrik Lundsgaard Nielsen. Den 50-årige vejlenser, der egentlig stammer fra Fredericia, starter officielt hos ”De Grønne” pr. 1. januar.

Han kommer fra et job som elitetræner for Vejle Boldklubs U17- og 19-ligahold, hvor han har været ansat i knap 15 år, og han har licens som A-træner, der er det næsthøjest opnåelige herhjemme. Aftalen med Hedensted er skruet sådan sammen, at han skal dele cheftrænerposten med Kasper Adelfred, der hidtil har været assisterende træner.

- Jeg er glad for at være kommet i mål med trænersituationen her efter Alex Nørlunds farvel. Brian er en kapacitet, vi helt sikkert får glæde af i klubben qua hans meritter både på og uden for banen. Vi har fået kontakt til ham gennem vores netværk, og jeg kan afsløre, at vi har haft mange bejlere til jobbet. Vi har været meget glade for Kaspers indsats som assistent, og derfor har vi valgt den her løsning med to sidestillede cheftrænere i en duo, siger Henrik Lundsgaard Nielsen til hedenstedif.dk.

- Brian kommer fra den samme skole som Alex, og dermed kan vi forvente en træner med fokus på teknisk flot fodbold. Han kommer til at kunne bygge videre på de fornemme resultater, hans forgænger har skabt her i klubben, siger formanden.

Har spillet for VB, FCK, B1903 og landsholdet
Brian Brøsted Rasmussen har spillet 162 kampe for vejlensernes førstehold, hvor han spillede i angrebet og scorede 49 mål. I årene 1989 til 1990 spillede han tre A-landskampe mod hhv. Egypten (0-0), De Forenede Arabiske Emirater (1-1) og Belgien (0-3). Det var med holdkammerater som Peter Schmeichel, Kim Vilfort, Henrik "Store" Larsen, Lars Olsen og John "Faxe" Jensen.

Tiden i Vejle var opdelt i to perioder, hvor han i mellemtiden spillede for den dengang nystartede fusionsklub FC København fra 1992 til 1993. Her scorede han tre mål i 10 kampe, og han var med til at vinde det danske mesterskab i den sæson. I 1991 til 1992 spillede han 22 kampe og scorede ni mål for B1903.

Stor klub med kæmpe potentiale
- Hedensted er blevet en stor klub med et kæmpe potentiale. Den er ved at nærme sig divisionerne, og der er et stort opland, der bakker op. Det er meget spændende på mange parametre, og så er Hedensted den klub, der har stået mit hjerte næstnærmest (efter VB), da min ældste søn, Yannick, spiller der, ligesom jeg kender flere spillere derude fra deres tid i Vejle, siger Brian Brøsted Rasmussen.

- Jeg vil gøre mit til, at vi får etableret os i danmarksserien i den her sæson, og jeg håber, at jeg sammen med Kasper kan hjælpe klubben på andre områder også. Bl.a. ligger der en opgave i at få andetholdet rykket yderligere en række op til serie 1, så springet ikke er for stort fra danmarksserien. Det er en fælles opgave, der involverer mange personer, siger Brian Brøsted Rasmussen.

En spændende konstellation
Kasper Adelfred kalder det ”en spændende konstellation”, som klubbens ledelse nu har fundet frem til.

- Jeg er glad for, at klubben synes, jeg skulle forfremmes, og jeg tager det som et skulderklap, at spillerne har været glade for mig og ønsket, at jeg fortsætter. Samtidig ser jeg frem til at arbejde sammen med Brian, som jeg kender i forvejen - udelukkende for positive ting, siger han.

En anden nyhed er, at anfører Nicolai Givskov er blevet spillende assistenttræner. Det får også smilet frem hos Kasper Adelfred.

- Jeg har for godt otte år siden trænet U21-holdet sammen med Nicolai, og siden har vi ad flere omgange talt om, at det kunne være spændende igen at blive trænere, siger han.

Hedensted starter forårets træning med standerhejsning, løb og suppe lørdag 20. januar.

Luk