Menu

DS: Perfekt start på efteråret med 2-0-sejr over Silkeborg

image Arkivfoto: Dorte Adelfred
Af Palle Herløv
05. august 2018 kl. 22:04

SENIOR - Hedensted fik en perfekt start på efterårets tilværelse i danmarksserien, da oprykkerne fra Silkeborg KFUM blev besejret 2-0.

Cheftræner Kasper Adelfred var derfor en glad mand, da dommeren fløjtede opgøret af.

- Silkeborg har et godt hold bestående af folk med divisionskampe i benene, ligesom de har Thomas Dalgaard, der er tidligere topscorer i superligaen (18 mål i sæsonen 2013-14 for Viborg FF), så jeg betragter det her som en flot skalp for vores stadig usammenspillede hold, sagde Kasper Adelfred.

- Vi manglede flere af de spillere, der startede inde i foråret. Rasmus Jørgensen havde meldt afbud, Ronni Nordnæs er lyskenskadet, Nikolaj Søgaard er skadet, og så har vi sagt farvel til målmand Michael Mandal og forsvarer Jacob Lindstrøm.

Nikolaj Søgaard ventes retur om to til tre uger, mens Ronni Nordnæs formentlig er klar til næste turneringskamp.
 Værre ser det ud med angriber Mirsad Suljic, der stadig ikke er blevet sin knæskade kvit. Han står over for en kikkertundersøgelse og genoptræning, før han er tilbage på græsset.

- Vi havde fået lavet en god taktik i kampen mod Silkeborg. Bl.a. overraskede vi dem med vores tre mand i bagkæden, et par hurtige wingbacks og lige så hurtigere angribere. Målet til 1-0 kom efter 19 minutter på en indøvet detalje, vi har brugt meget tid på gennem den seneste uges træning. Bolden kom ind i feltet på et frispark fra Mathias Kahr, og Nicolai Givskov headede den ind, siger Kasper Adelfred.

- Det gav os lidt ro på og muligheden for at trække os lidt længere tilbage. Kampen blev i det hele taget spillet på vores præmisser, og vi lykkedes med at holde dem nede på en enkelt chance.

2-0-målet scorede Mikkel Thisgaard på en friløber.

- Nicolai Givskov blev kampens spiller kåret af holdkammeraterne, men ellers var det en helstøbt holdpræstation. Det skal vi have bygget videre på nu, og forhåbentlig holder vi niveauet de kommende uger, hvor vi spiller både turneringskampe og pokalkampe.

Hedensted har som forberedelse til lørdagens sæsonstart spillet tre træningskampe. Her er det blevet til et nederlag på 2-1 til Odder fra 2. division (Nicolai Givskov scorede til 1-0 på straffespark), nederlag på 5-2 til Ringkøbing fra 2. division (mål af Mathias Kahr til 1-4 og Mikkel Thisgaard til 2-4) og til sidst en sejr på 3-2 over jyllandsserieholdet fra Skanderborg (Nicolai Givskov scorede to mål på straffespark, og Simon Thisgaard scorede til 3-2).

HIF spiller pokalkamp ude mod Ottetup B & IK tirsdag kl. 18.30. Næste turneringskamp er lørdag kl. 13.30 hjemme mod Viborg FF.

HIF's startopstilling:
1. Kenneth Qvist (m)
2. Osei Kwaku Oviasu
3. Steffen Holm
4. Ronni Bagge
5. André Givskov
7. Nicolai Givskov
9. Kristian Bonde
10. Mathias Kahr Christensen (c)
11. Mikkel Thisgaard
12. Martin Damsbo
14. Sebastian Bruhn 

På bænken:
6. Jakob Malberg
8. Jeppe Sund
13. Simon Thisgaard
15. Benjamin Suner
16. Rasmus Villadsen (m)

Målscorere:
19' 0-1 Nicolai Givskov
84' 0-2 Mikkel Thisgaard

Ind- og udskiftninger:
53' Jakob Malberg ind  André Givskov ud (skadet) 
76' Simon Thisgaard ind  Sebastian Bruhn ud 
85' Benjamin Suner ind  Osei Kwaku Oviasu ud 

Luk