Benjamin Suner skifter til aarhusiansk 2. divisionsklub
SENIOR - 21-årige Benjamin Suner meldte i sommer ud, at han stopper i HIF for at søge andre udfordringer i Aarhus.
Nu er der sat navn på hans nye klub. Benjamin skal spille 2. divisionsfodbold i Brabrand IF.
- Jeg har været til prøvetræning hos Aarhus Fremad, VSK Aarhus og Brabrand gennem den seneste tid, og valget faldt så på Brabrand. Det var her, jeg havde den bedste fornemmelse i forhold til spilletid og med selve klubben, siger Benjamin Suner til hedenstedif.dk.
Der er tale om en mundtlig aftale uden udløbsdato - ikke en decideret kontrakt som den, en anden tidligere HIF-spiller, Nicklas Ullum, for nylig indgik med Aarhus Fremad.
Benjamin bor stadig i Hedensted og arbejder i Horsens, men han flytter snart til Aarhus, hvor det er hans plan, at han skal begynde at studere om et års tid. Bare studierne giver tid nok til at fokusere på sporten, som kommer i første række.
- Jeg har en del venner i byen, og min storesøster har boet der i fem år, så jeg har en idé om, hvad jeg kommer op til. Nu glæder jeg mig til at komme ordentligt i gang med det her nye kapitel af mit liv, hvor fodbolden kommer til at fylde det meste, siger Benjamin, der er i gang med sit tredje sabbatår efter studentereksamen.
Der er træning fire gange om ugen i Brabrand, der endte som nummer fire i forrige sæsons oprykningsspil.
- Jeg glæder mig til at bruge så meget tid på det her. Jeg har ingen fem-års-plan eller andet lige nu, men min ambition er at komme så højt op, som talentet rækker til. Min drøm er at kunne leve af det her.
- Vi er selvfølgelig meget kede af, at en Hedensted-dreng som 'Bønne' drager videre, men han får de største anbefalinger med på sin vej. Han er igennem de seneste 1,5 år gået fra marginalspiller til at være fast mand på vores hold. Især i Mathias Kahrs skadesperiode viste han, hvilken dygtig central midtbane, han er. På truppens vegne, ønsker jeg Benjamin held og Lykke i den nye klub, og minder ham, om at han altid er velkommen tilbage i den grønne trøje, siger Hedensteds cheftræner Kasper Adelfred.
Benjamin nåede at spille 47 seniorførsteholdskampe for HIF, der var hans barndomsklub, men han har været forbi Vejle Boldklub, Kolding IF og FC Fredericia i årene, fra han var 12 til 17 år.