Menu

Rasmus Schjang stopper i HIF og rejser til Sydney

image Foto: Palle Herløv.
Af HIF Kommunikation
29. juni 2023 kl. 21:05

SENIOR - Rasmus Schjang stopper i HIF og rejser til Sydney, Australien.

Det gør han den 9. august med en enkeltbillet på lommen og appetit på at opleve en ny, spændende del af verden.

- Jeg glæder mig helt vildt. Om det bliver et halvt eller et helt år må tiden vise. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg ikke allerede har en returbillet, for jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor jeg har alle muligheder åbne, siger 21-årige Rasmus Schjang til hedenstedif.dk.

Han skal afsted sammen med en kammerat fra gymnasiet. De to blev i 2022 studenter sammen fra Campus Vejle.

- Vores plan er at finde et job. Måske på Joe & The Juice eller lignende. Det ved vi ikke endnu, men det er igen præcist, hvad det hele handler om: Ikke at have en plan og holde alle muligheder åbne, mens ingen har nogen forventninger til os. Det er det frie liv, hvor jeg kun har ansvaret for mig selv, siger Rasmus Schjang, der nåede op på 59 førsteholdskampe i HIF-trøjen.

HIF ønsker Rasmus Schjang en fantastisk tur til Australien.

Luk