Menu

S2: Mads Elkær er ny cheftræner

image
Af HIF Kommunikation
26. august 2026 kl. 19:08

SENIOR – Hedensted IF ansætter Mads Elkær som ny cheftræner for klubbens Serie 2-hold.

Tidligere cheftræner Morten Koch Nielsen fortsætter sin trænerkarriere andetsteds, og derfor er valget faldet på Mads Elkær som ny cheftræner for Serie 2-holdet.

Mads kommer til klubben med mere end 20 års trænererfaring på både ungdoms- og seniorniveau. Han har tidligere været ungdoms- og seniortræner i Hatting-Torsted samt været en del af ungdomsafdelingerne i AGF, AC Horsens og Aabyhøj IF, ligesom han er indehaver af UEFA B-licens. 

Til daglig er Mads tilknyttet fodboldlinjen på Hellebjerg Idrætsefterskole, hvor han tidligere har arbejdet med en række af klubbens unge spillere, og nu er valget altså faldet på Hedensted IF.

- Jeg synes særligt arbejdet med de helt unge spillere, altså transitionen fra ungdomsfodbold til seniorfodbold, er mega spændende. Jeg fik med det samme en fornemmelse af en rigtig stærk og god træningskultur. Når vi træner, så træner vi, og så skal vi arbejde seriøst, men der skal også være plads til et glimt i øjet – det er lige min stil, og det kunne jeg se mig selv i.

Mads’ første opgave som cheftræner venter lige om hjørnet, når Serie 2-holdet søndag den 30. august tager imod Vinding SF hjemme på Elsborg Park.

- Det er et super ungt hold og nogle gutter, der brænder for det og virkelig gerne vil det. I respekt for det arbejde, der allerede er lagt, så skal jeg ikke ind og revolutionere noget eller gøre noget, der er radikalt anderledes. Jeg skal lægge mig i det spor, der er lagt, og så skal jeg prøve at sætte mit eget touch på det.

For klubbens sportsdirektør Marc Pedersen er ansættelsen af Mads Elkær en naturlig del af den fortsatte udvikling af klubbens seniorafdeling.  

- Mads har været i fodboldmiljøet i mange år, så han har noget erfaring fra både ungdoms- og seniorfodbold og arbejdet i at løfte de unge spillere op til seniorfodbold, men også i niveau. Han er en super god fyr, og for os vægter de personlige egenskaber lige så højt som de fodboldmæssige egenskaber. Jeg er sikker på, at Mads kommer til at passe godt ind.

Hedensted IF ønsker Mads Elkær stort tillykke med ansættelsen og ønsker samtidig tidligere cheftræner Morten Koch Nielsen alt held og lykke fremover.

Luk