S2: Mads Elkær forlænger med HIF
SENIOR – Mads Elkær fortsætter som cheftræner for klubbens Serie 2-hold efter at have forlænget sin aftale frem til sommeren 2027.
Mads tiltrådte som cheftræner efter fjerde spillerunde i årets efterårssæson, og nu venter der ham endnu en halvsæson i spidsen for de grønblusede.
- Jeg har valgt at forlænge min aftale, fordi jeg gerne vil arbejde videre med den gruppe af unge spillere, der er omkring klubbens 2. hold. Det er nogle super fyre, som jeg er kommet til at holde meget af på kort tid.
Jeg håber, at vi kan bygge oven på det spillemæssige fundament, som vi fik lagt i efteråret, så vi i højere grad kan komme til at præge rækken. Derudover ser jeg frem til samarbejdet med Kasper Adelfred og Lasse Kronborg samt fortsat at være en del af det projekt, som Marc Pedersen indledte i sommer.
Den nye aftale glæder klubbens sportsdirektør, Marc Pedersen.
- Vi er glade for, at Mads har sagt ja til at fortsætte i foråret 2027. Mads kom ind efter sæsonen var startet i efteråret og fik hurtigt sat et godt aftryk i klubben og hos spillerne.
Spillet og udviklingen på vores Serie 2-hold blev rigtig fint og toppede i de sidste kampe. Det betød, at vi endte på 22 point med en gennemsnitsalder på kun 19 år – den yngste i puljen.
Mads passer rigtig godt ind i Hedensted IF og det miljø, vi gerne vil have. Han har en positiv tilgang til tingene og er nem at omgås. Desuden har han stor erfaring i arbejdet med unge mennesker fra sit arbejde på Hellebjerg Idrætsefterskole, så vi ser frem til fortsat at have ham i klubben.
Hedensted IF ønsker Mads Elkær stort tillykke med forlængelsen!