Menu

U19: 3-0-sejr til drengene mod Horsens KFUM

image Arkivfoto: Palle Herløv
23. februar 2016 kl. 19:22

UNGDOM - U19-drengene var i aktion igen, da Horsens KFUM var på besøg på kunststofbanen på Gesagervej.

Det var holdets anden træningskamp, og gæsterne, der spiller serie 4, blev sendt hjem til 8700 med et nederlag på 3-0. Træner Mads Nissen havde udtaget 15 spillere til dagens kamp, hvilket betød, at fire spillere var siet fra, da konkurrencen om at være med er blevet enorm.

- Så man må sige, at der lå et lille pres på de udvalgte spillere, som helt sikkert har kunnet mærke ånden i nakken fra dem, som stod over den her gang, siger Mads Nissen.

Det kunne dog ikke mærkes fra kampens start. "De Grønne" blæste til angreb fra første øjeblik, og det må mildest talt have overrasket et ikke forberedt KFUM-hold.

Allerede efter fem minutter var Alexander Frostholm tæt på - via et af sine karakteristiske sololøb - at servere bolden perfekt til en fremstormende Jacob ”Flamme” Hansen, men ind ville bolden desværre ikke. Det var kendetegnende for hele første halvleg: masser af chancer, men ingen mål.

De mange fremmødte tilskuere frygtede ligesom trænerteamet en gentagelse af den seneste træningskamp i Odder, hvor man sad på hele spillet, men da for dårlige afslutninger ødelagde en ellers flot spillet første halvleg.

Gave til tilskuerne: Bigom i spillehumør
- Af spillere, som skal fremhæves i første halvleg, skal Casper Bigom helt sikkert nævnes. Efter flere ugers flot engagement til træning, kunne tilskuerne i dag forkæles med en Bigom i spillehumør, som sjældent ses i sådanne træningskampe. Stor ros til Casper, siger Mads Nissen.

- Hertil skal også nævnes en storspillende Alexander Frostholm, som i dag havde fået ansvaret som anfører. Det ansvar bar han med stolthed og god holdånd.

Frostholm var ydermere flyttet ud på kanten frem for at have en central plads, for som træner Mads Nissen havde fremlagt det, så er "...Messi og Ronaldo også bedre på kanterne, hvor de har frihed til at gøre, hvad de har lyst til", og den rolle passede godt til Aleksander Frostholm.

- At pille to spillere ud efter en flot første halvleg er lidt unfair, for hele holdet fungerede noget nær optimalt, så samtlige 11 skal roses her. Status efter de første 45 minutter var 0-0. Hamrende uretfærdigt, men ikke desto mindre realiteten, vurderer træner Mads Nissen.

Dræn dem for energi - så kommer målene
I pausen snakkede holdet om, at man skulle blive ved med at kværne dem for kræfter, og at målene nok skulle komme, men at de skulle blive ved med at stå sammen, og spille deres fantastiske kombinationsspil, da dette gjorde ondt på seniorholdet, som langsomt, men sikkert mistede kræfterne.

KFUM må have snakket om, at man skulle spille hårdere imod de hurtige U19-drenge for at ødelægge deres spil, men lige lidt hjalp det, selv om om svinestregerne var flere i anden halvleg.

Efter at have fået et slag måtte forsvarsstyrmand Jacob Mortensen gå ud efter de første 45 minutter, og da holdet ikke havde en naturlig midterforsvar siddende på bænken, vikarierede Nikolaj Lindblad hele anden halvleg. Den opgave klarede han til UG.

Generelt for anden halvlegs start var der ikke ændret meget på måden, de to hold spillede på. Tværtimod stod der endnu mere Hedensted på det. Efter 10 minutter og med et flot opspil, hvor anden halvlegs helt store stjerne, Torbjørn Dirchsen Nielsen, havde en fod med i det afgørende, fik Jacob ”Flamme” Hansen endelig hul på bylden. Ved først at tørre to tunge KFUM-spillere, for efterfølgende at lægge bolden køligt ind under keeperen.

- Det var dejligt at få ”Flamme” i gang i dag. Det er velfortjent efter to flotte kampe som spydspids, siger Mads Nissen.

Da Horsens-holdet ikke havde kræfter til mere herfra, fik ”De Grønne” lagt et fantastisk højt og effektivt pres, som førte til to flotte kontrascoringer på indlæg fra de to kanter. Først fra Alexander Frostholm til Mikkel Foss, 2-0, og efterfølgende omvendt, Foss til Frostholm - 3-0 - og det blev kampens resultat.

Comeback til italiensk sprinter
Der var debut til førnævnte Torbjørn Dirchsen Nielsen og comeback til Riccardo Groselle - holdets italienske hurtigløber.

- Alt i alt kan vi se tilbage på en mere end godkendt indsats, hvor sejren ikke blev et mål for lille. Jeg kunne godt pille alle spillere ud og sige flotte ting om hver især, men jeg vælger i stedet at rose hele holdet for en fantastisk holdånd og gå-på-mod, som helt sikkert kommer til at bringe os langt. En stor tak skal der lyde til alle tilskuere i dag, det varmer både drengene og trænerteamet, at folk støtter op om dette projekt, slutter Mads Nissen.

I denne uge trænes der tirsdag, mens der er kamp mod Stensballes U19 torsdag kl. 17.30 på BGI. Søndag kl. 16 er der kamp mod VB' serie 4 på kunstgræs i Hedensted.

HIF's startopstilling:
1. Simon Sund (m)
2. Rasmus Klærke
3. Jacob Mortensen
4. Frederik Andreasen
5. Mads Nielsen
6. Marcus Schulz
7. Rasmus Sundahl
8. Casper Bigom
9. Mikkel Foss
10. Alexander Frostholm ©
11. Jacob Hansen

På bænken:
12. Nikolaj Lindblad
13. Riccardo Groselle
14. Torbjørn Dirchsen Nielsen
15. Marc Dahl

Mål:
00' 1-0 Jacob Hansen
00' 2-0 Mikkel Foss
00' 3-0 Alexander Frostholm

Ind- og udskiftninger:
00' Nikolaj Lindblad ind  Jacob Mortensen ud (skadet) 
00' Ricardo Groselle ind  - ud 
00' Torbjørn Dirchsen Nielsen ind  - ud 
00' Marc Dahl ind  - ud 

Luk