U19: Drengene kom fra start med 0-1-nederlag
UNGDOM - Klubbens nye U19-hold tog hul på sæsonen med årets første træningskamp i lørdags. Modstanderen var Odder IGF.
Efter et par vintertræninger og nogle hårde ture på landevejene skulle formen og ikke mindst talentet vises frem for den nye trænerduo, Mads Nissen og Brian Jørgensen.
Dagen startede kl. 10 med en god gang træning efterfulgt af frokost og spillersamtaler. Ud på eftermiddagen tog 15 spillere så til Odder for at spille en på papiret svær kamp, da Odder har tre stærke U19-hold at tage fra.
Kampens første halvleg stod i "De Grønnes" tegn, da drengene fik lagt et fantastisk pres på hjemmeholdet. Kun godt målmandsspil fra Odders keeper gjorde, at Hedensted ikke kom foran.
- Ekstraordinære solopræstationer af Alexander Frostholm gjorde virkeligt ondt på Odder, men desværre ikke nok til scoringer. Midt i halvlegen fik vi frispark uden for feltet, som Jakob Hansen sendte tæt forbi, siger træner Mads Nissen til hedenstedif.dk.
10 minutter før pausen skete så det, der ikke må ske: et perfekt sparket frispark endte bagerst i feltet, hvor en utrolig skarp Odder-angriber resolut first-timede bolden ind bag en chanceløs Simon Sund. En ærgelig afslutning på første halvleg, hvor et ellers solidt forsvar havde lukket fuldstændig af.
Anden halvleg på det jævne
Anden halvleg var meget mere jævn, og som tiden gik, slap kræfterne stille og roligt op, og formiddagens træning begyndte at sætte sine spor.
- Med syv kramper i anden halvleg taler det vist for sig selv. Et stolpeskud og et flot langskud pareret af Simon Sund var, hvad Odder kunne byde på, siger Mads Nissen.
Hedensted havde fire ekstremt farlige kontraangreb, og eftersom det var ét af fokuspunkterne til træningen før kampen, var trænerteamet meget godt tilfreds.
- Det eneste, vi manglede, var de altafgørende mål. Odder slog os 1-0 i en kamp, hvor vores drenge havde størst ære af kampen. Der var debut / comeback til Alexander Frostholm, Emil Nielsen, Jakob Hansen og Nikolaj Lindblad. Alt i alt kan jeg kun konkludere, at Hedensteds U19-hold bliver et hold, man skal følge i år. Talenterne er åbenlyse, slutter Mads Nissen.
U19's næste træningskamp er søndag 21. februar kl. 14 hjemme mod Horsens KFUM's serie 4. Kampen spilles på kunstgræsbanen.