Menu

U19: Tidligere efterskolekammerater mødtes på grønsværen

image Arkivfoto: Palle Herløv
28. februar 2016 kl. 11:16

UNGDOM - U19-drengene spillede torsdag aften træningskamp mod Stensballe på kunstgræsset ved BGI.

Det var en helt særlig kamp for flere af spillerne, da de kendte hinanden fra efterskoleophold. Dermed var der tale om en "kamp i kampen", da æren stod på spil. For hvem vil ikke gerne besejre sine gode venner i en hyggelig omgang bold?

Det var et HIF-mandskab, der kom med selvtillid under Nike-trøjerne efter søndagens flotte sejr på 3-0 over Horsens KFUM og et rigtig godt træningspas om tirsdagen. Desværre var der afbud fra det sædvanlige midterforsvar, da Frederik Andreasen og Jacob Mortensen blev skadet i kampen mod Horsens KFUM, mens også U17-spilleren Marc Dahl, der er en del af U19-holdet, var på skadeslisten. Derudover var der afbud fra Jacob "Flamme" Hansen og den elegante boldfordeler Casper Bigom.

- Det skal dog ikke være nogen undskyldning, da vi råder over en usædvanlig bred trup lige nu, siger cheftræner Mads Nissen, som sammen med assisterende træner Brian Jørgensen havde taget 14 spillere med til kampen. Der var comeback til Daniel Dyhre, Jonas Hüttel og Sebastian Østergaard.

Fuldtræffer fra Frostholm
Kampen startede med HIF som dominerende med flere pågående forsøg fra bl.a. venstrekanten Alexander Frostholm, der gav en fornemmelse af, at det blot var et spørgsmål om tid, før han fik scoret.

Målet til 1-0 faldt efter et perfekt kombineret opspil startende nede fra venstre back, ”lille” Mads Nielsen, med Torbjørn Dirchsen som arkitekt og Frostholm i afslutterens rolle.

- Det var et fantastisk mål, som ville have fået Camp Nou til at eksplodere i ekstase. Frostholm begynder at tegne sig som en profil på holdet. En spiller, som kan noget på egen hånd, og samtidig gør sine medspillere gode. Det samme gør Torbjørn, som, så snart formen er kommet i hus, bliver en kampafgørende spiller i kraft af sit overblik og skærende driblinger, udtaler Mads Nissen til hedenstedif.dk.

Misser for mange store chancer
Efter målet havde Hedensted flere gyldne muligheder for at udbygge føringen, men som i de foregående kampe ville boldene helst ikke ind i første halvleg. Et knudepunkt for de unge drenge i grønt, som træner Mads Nissen siger, skal blive bedre, da selve opspillet til chancer tydeligvis fungerer optimalt.

Som så mange gange før betød HIF's manglende mål, at modstanderen fik troen på at kunne få overtaget styringen. Det var tæt på at blive 1-1, da et halvdårligt indlæg førte til en chance, som en Stensballe-spiller sendte forbi målet. Efter 42 minutter kom så scoringen efter frispark, da HIF-forsvaret ikke fik clearet bolden ud af feltet.

- Det var en irriterende afslutning på en flot første halvleg, hvor fokus fra trænerteamet havde været vores kompakthed, hvilket kun resulterede i en halv chance til udeholdet foruden målet på dødbold. Så alt i alt en godkendt halvleg, siger Mads Nissen.

Pausepust med skideballe fra træneren
I pausen var der en mindre skideballe til drengene, da Mads Nissen var utilfreds med nogle dumme boldtab på den ene tredjedel af banen samt den dårlige clearing, der førte til modstanderens mål. Der blev også ændret taktik til en mere traditionel 4-4-2, så man bedre kunne sætte sine angribere i scene, da den ellers foretrukkede 4-3-3 ikke fungerede offensivt.

Fra anden halvlegs start blev Emil Nielsen skiftet ind på højre kant. Han gjorde en god figur, og han blev afgørende i de døende minutter. Anden halvleg blev en noget mere lige affære, hvor især Stensballes kaptajn var en kæmpe profil med nogle afsindigt hurtige rush op ad banen og et par gode afslutninger, som dog ikke kunne sparkes forbi Hedensteds levende mur i målet, Simon Sund, som havde fået æren af at bære anførerbindet. Igen en stor kamp af Simon, som på sigt kunne være et stærkt emne til førsteholdet.

Straffespark og 10 minutters afkøling
Halvlegen var dog knap kommet i gang, da dommeren dømte straffespark efter en løbeduel mellem en Stensballe-spiller og Nikolaj Lindblad, som i dag var placeret i det centrale forsvar.

- Han kæmpede til tider lidt med den position. Man kunne godt se, at han er vant til at ligge længere fremme på banen. Dommeren mente, at forseelsen var så slem, at Nikolaj skulle en tur ud i 10 min. Det betød, at Marcus Schulz måtte en tur i midterforsvaret, hvor han fik stabiliseret det igen, siger Mads Nissen.

På det efterfølgende straffe blev bolden sikkert placeret i modsatte side af keeper Simon Sund, som ingen chance havde for at fange den. 2-1 i en mere eller mindre rodet kamp på det tidspunkt. Nu skulle der nye kræfter ind, og det kom i en tredobbelt indskiftning, hvor Jonas Hüttel kom på toppen, Daniel Dyhre på venstre back og Jacob Sørensen ind centralt på banen. Ud gik Nikolaj Lindblad, Mads Nielsen og italienske Riccardo Groselle, som desværre ikke fik meget at lave oppe foran i dag.

Rasmus Klærke - en stjerne i svøb
Det ændrede kampen til Hedensteds fordel, og da det var dem som skulle fremad, var det jo positivt. Det gav nemlig masser af rum til Hedensteds hurtige højre back, Rasmus Klærke, som udraderede højresiden i anden halvleg.

- Klærke begynder stille og roligt at forstå sin rolle som offensiv højre back, og det kommer til at gøre ondt på samtlige hold, vi møder, da han bliver et ekstra våben for os. Også selv om de ved, at han kommer. De kan intet gøre, da han er så kraftfuld i sine løb, forklarer Mads Nissen.

Med 15 minutter tilbage af kampen kom så netop ét af disse karakteristiske løb fra Rasmus Klærke, og med en flot 1-2-kombination med Emil Nielsen kom Klærke fri og spillede uselvisk Torbjørn Dirchsen, som sparkede bolden på overligger, så den røg ned på banen, hvor de Hedensted-spillere, som var nærmest, mente den var inde. Men det kunne hverken trænerteamet eller dommeren se, så ingen udligning. Ellers endnu et mønsterangreb af de unge Hedensted-drenge med en storspillende Klærke i fokus.

Minuttet efter kom den hårdtarbejdende Rasmus Sundahl på skudhold. Han trykkede af, men desværre fik Stensballe-keeperen fingerspidserne på bolden. Efter dette tordendrøn af et skud måtte Sundahl gå ud med krampe. Stærkt arbejde af den altid hårdtarbejdende midtbaneslider.

Udligning kort før tid
Mads Nielsen blev skiftet ind, og det var et klogt træk fra trænerteamet, skulle det vise sig. Med blot fem minutter igen, lagde ”De Grønne” et sidste hidsigt pres, og endelig var der lidt held i sprøjten for de nu meget trætte drenge. Endnu engang et klasseopspil fra Rasmus Klærke i dybden til Emil Nielsen, og med et indlæg på bagerste stolpe kom Mads Nielsen først på bolden, og 2-2 blev resultatet.

- Det var endnu en rigtig god træningskamp for det her talentfulde hold. Vi mødte et spændende U17/19-hold fra Stensballe, som også er godt besat med dygtige boldspillere. Mine drenge begynder at mærke kilometerne i benene nu, og kampen på søndag imod et superstærkt serie 4-hold fra Vejle Boldklub bliver virkeligt noget af en manddomsprøve. Men efter hvad vi har trænet på, og hvad drengene viser, når vi spiller, må jeg konkludere, at vi står over for et vanvittigt spændende forår, hvor vi har mellem 16 og 20 virkeligt gode spillere at vælge imellem. Så jeg er i den grad fortrøstningsfuld, siger Mads Nissen.

Holdet spiller i dag, søndag, mod VB på kunstgræsset på HM Park. Det er kl. 16.

HIF's startopstilling:
1. Simon Sund (m) ©
2. Rasmus Klærke
3. Torbjørn Dirchsen
4. Nikolaj Lindblad 
5. Mads Nielsen
6. Marcus Schulz
7. Rasmus Sundahl
8. Sebastian Østergaard
9. Jacob Sørensen
10. Alexander Frostholm
11. Riccardo Groselle

På bænken:
12. Jonas Hüttel
13. Emil Nielsen
14. Daniel Dyhre

Mål:
12' 1-0 Alexander Frostholm
42' 1-1 Ukendt (straffespark)
50' 1-2 Ukendt
82' 2-2 Mads Nielsen

Ind- og udskiftninger:
45' Emil Nielsen ind  Jacob Sørensen ud 
60' Jacob Sørensen ind  Nikolaj Lindblad ud 
60' Daniel Dyhre ind  Mads Nielsen ud 
60' Jonas Hüttel ind  Riccardo Groselle ud 
81' Mads Nielsen ind  Rasmus Sundahl ud

Luk