Menu

S2: Andetholdet topper puljen og sigter mod oprykning og champagnefest

image
06. juni 2019 kl. 11:09

SENIOR - Klubbens andethold har haft en forrygende sæson, og holdet ligger nummer et med tre runder tilbage.

Starten var dog middelmådig med to uafgjorte, en sejr og et nederlag i de første fire runder.

1-1-kampen mod AIA/Tranbjerg 22. april var med til at vende det for holdet.

- Det var en kamp, hvor vi kæmpede os til point, selv om vores spil ikke hang helt sammen. Siden da har vi vundet syv af syv kampe. Selvom vi i flere af dem faktisk har spillet skidt, har vi alligevel trukket det længste strå, fordi vi har stået sammen og kæmpet hårdt for sejren, siger cheftræner Jacob Jørgensen til hedenstedif.dk.

- Til forskel fra forrige sæson har vi fået en defensiv, der står bedre på banen, og det gør, at offensiven har kunnet folde sig ud. Det har set godt ud med flere målscorere, og så er vores topscorer den spillende træner Simon Thisgaard (ni mål), selvom han spiller i midterforsvaret.

Nu står andetholdet med dets skæbne i egne hænder, da det selv kan afgøre, om det vil i serie 1.

- Vi har et forspring på syv points ned til Bredballe (der har spillet en kamp færre) på andenpladsen, men der skal stadig arbejdes hårdt, siger Jacob Jørgensen.

- Vi har haft mange spillere, som har spillet godt. Den unge Lasse Rode har gjort det godt, Rasmus Littrup er vokset med opgaven og er blevet en vigtig del af holdet, Rasmus Klærke har storspillet de seneste par kampe og ligner én, der har fundet sin plads på holdet. Mathias Holmgaard har spillet godt på midtbanen og er begyndt at lave mål. Chris Andersen kom tilbage fra en skadesperiode og scorede mål igen, som om han aldrig havde været væk. Vores to målmænd Simon Sund og Rasmus Villadsen har gjort det godt og reddet point for os. Simon Thisgaard har vist, at han vil vinde og taget den nye plads i midterforsvaret til sig og spillet nogle fremragende kampe - tilmed scoret mange vigtige mål. Men den store stjerne er hele holdet, der har arbejdet hårdt, og alle der har været igennem, har vist, at de vil holdet, uanset om de er fast starter eller indskifter.

- Det bedste er, at vi har skabt en god stamme på holdet, som har gjort det let for nye spillere og for de førsteholdsspillere, der kommer ned, at falde ind på holdet. Den gode stemning gør, at folk kæmper for hinanden og arbejder ekstra for at vinde, siger Jacob Jørgensen.

Holdets næste kamp er ude mod FC Skanderborg lørdag kl. 12.

Luk