Stafetten er givet videre: Her er 'stadionstemmens' All Stars
SENIOR - Kasper Adelfred startede med at sætte sit HIF All Stars-hold, og han gav stafetten videre til Peter Klode.
Peter Klode gav den videre til Michael Vagtholm Kristensen, som efter tre timer i enerum er kommet ud med sit hold:
- Tak for stafetten, Peter Klode. Dit hold er helt fantastisk godt, og jeg er glad for at du har husket spillere som Jørgen Lundgaard, Morten Hansen og Peter Jensen. Men nu skal det jo ikke være copy-paste, så…
- Alene at finde kriterierne for, hvem der skal på mit hold, er en udfordring. Jeg har jo kun fodboldbegavelse til serie 5 på en god dag, så jeg sætter hold ud fra, hvem der har haft stor betydning for holdet/klubben og mine egne beslutninger gennem årene. De mere kontante kriterier er sat af antal kampe (nævnt i parentes) og ønsket om at repræsentere tre perioder på holdet fra min tid som bestyrelsesmedlem: Serie 1 i 80'erne til serie 3 og opstigningen til danmarksserien.
MÅLMAND
Thomas Frydensbjerg (62) vogter buret, fordi han er indehaver af en JM-titel fra den fantastiske dag på Hammel Stadion, der afsluttede den hårde tid i serie 3 endegyldigt.
Jan Larsen (87), Simon Guldhammer (61) og Thomas Larsen (61) var andre gode bud.
FORSVAR
Jeg kan ikke komme uden om Tommy Rathmann (293) og Erland Jakobsen (240) på de to backs, hvor Kristian Bonde (219) og André Givskov (159) er de to umiddelbare udfordrere, fordi de fire har spillet pladserne i længst tid og på højeste niveau på holdet.
Centralt finder vi Jørgen "Hat" Rasmussen (266) og klubrekordindehaveren Nicolai Givskov (303). "Hat" har jeg sparret meget med i årenes løb, og Nicolais evner og betydning for sin tidsperiode behøver næppe særlig forklaring.
Brian Wolf (66) var helt central i opstigningen til jyllandsserien, og han var svær at sortere fra.
MIDTBANE
I min tid på serie 6 handlede disse fire pladser blot om at kunne løbe længst mulig tid. Overblik, placeringsevne og kreativitet var noget, man fandt oppe på førsteholdet. Det var også her, det ikke længere hed højre wing men højre kant. Alle karaktertræk - inklusiv løbearbejdet - finder man hos de fire jeg har valgt.
Kennet Gregersen (210) og Mathias Kahr Christensen (272) er oplagte og klæder hinanden helt fantastisk i mine øjne. Jesper Larsen (186) og Ronni Knudsen (167) skal der også være plads til, for Jesper kan løbe solen sort helt anonymt, og Ronni er bare for vild på kanten. Og så var hans helflugter i danmarksserien 2012 mod Næsby anledningen til, at jeg i dag altid bruger lidt tyske gloser ved målannoncering i Mosen.
Jørgen Lundgaard (227), Jesper Clemmensen (76) og Brian "Farmer" Christensen (87) var måske ikke med til at vinde noget, men det gælder for alle disse store spillere, at deres betydning stod klart, da de ikke længere var i klubben. De holdt os i serie 1, mens vi derefter måtte gennem mange hårde år i serie 3.
ANGREB
Målkongen Bjarne Kristoffersen (81) er bare svær at komme uden om, men hvis han ikke scorer som ventet i det 43. spilleminut, bliver han prompte pillet inden pausen for hovedstødsstærke Ole Jøhnke Jensen (263). Ved sin side får han selskab af Peter Klode (294), som altid var på plads, når assisten kom i blinde fra Bjarne eller Kenneth Knudsen (52), der også kunne også have været på dette hold med sine mange mål og assists. Den vigtigste assist til Klodes 1-0-hovedstød i overtiden i Vojens.
TRÆNER
Tom Thomassen kom, så og sejrede! Jeg ansatte ham selv som et ubeskrevet blad, og han svigtede ikke. Tom bragte os via fra serie 3 til jyllandsserien og indgik i vores første trænerduo i et fantastisk samarbejde med Kent
Scholtz.
HOLDLEDER
Frode Kristensen, som var hér, dér og allevegne for spillerne i medgang og modgang.
Det her er et hold, der tilsammen har spillet 2374 kampe på førsteholdet. Vel et okay HIF All Stars! De fleste af os kan huske holdet de senere år, så hvis vi lige skal have en øjenvidneberetning fra 80'erne og frem, giver jeg stafetten videre til Ole Jøhnke Jensen.