DS: Fantastisk sæsonpremiere og solrig sejr over B1913
SENIOR - Danmarksserieholdet spillede forårets første sæsonkamp og vandt meget imponerende 4-1 over gæsterne fra fynske B1913.
HIF ligger stadig i bunden af puljen med frygt for at rykke ned i jyllandsserien, hvis ikke der bliver høstet points her i foråret. Der skal med andre ord knokles en vis legemsdel ud af bukserne.
Det budskab har hele holdet forstået, hvis man dømmer efter den indsats, der blev leveret på kunstgræsset denne lørdag eftermiddag. Der blev præsteret helt i top på samtlige positioner og i alle 90 minutter, så de knap 100 tilskuere blev vidner til en fantastisk underholdende kamp mod rækkens nummer fire.
Det første mål faldt efter 35 minutters spil, da Martin Lauritsen endnu engang viste sin målnæse frem ved at stå det rigtige sted tæt foran mål.
Nærmest i samme åndedrag kom målet til 2-0 ud af ingenting, da en tilbagelægning fra en fynsk spiller trillede direkte i mål. Tilskuerne jublede, før bolden passerede målstregen, fordi de kunne se, hvor den ville ende. Keeperen var chanceløs og tydeligt frustreret.
SE BILLEDERNE: Hedensted IF - B1913 (Facebook)
Midt i anden halvleg fik gæsterne pyntet på resultatet, men det mest effektive modsvar på en scoring imod er at løbe ned i den anden ende og sparke bolden i kassen, og det var netop, hvad Valdemar Sadrifar - én af kampens helt store spillere - valgte at gøre.
3-1 til Hedensted med godt et kvarter igen. Nu kunne det ikke gå galt, og det gjorde det heller ikke.
Indskiftede Sebastian Bruhn lukkede opgøret med en flot scoring til 4-1 få minutter før tid.
Næste kamp er ude mod Varde lørdag 2. april kl. 15.
HIF's startopstilling:
1. Kenneth Qvist (m)
4. Victor Kubel
5. André Givskov
6. Jeppe Hansen
7. Alvin Huseinovic
8. Nikolaj Søgaard
9. Martin Lauritsen
10. Mathias Kahr Christensen (c)
11. Mikkel Thisgaard
13. Valdemar Sadrifar
15. Niclas Nymand
På bænken:
2. Rasmus Schjang
3. Christian Jørgensen
12. Daniel Kristoffersen
14. Sebastian Bruhn
16. Nichlas Naybin (m)
Mål:
35' 1-0 Martin Lauritsen
36' 2-0 Troels Skræp (selvmål)
77' 2-1 David Easter
78' 3-1 Valdemar Sadrifar
83' 4-1 Sebastian Bruhn
Udskiftninger:
77' Sebastian Bruhn ind Alvin Huseinovic ud
83' Rasmus Schjang ind Mathias Kahr Christensen ud
86' Christian Jørgensen ind André Givskov ud