Gode nyheder fra 'skrivebordet': Kvinderne rykker op i serie 1
SENIOR - HIF's seniordamer har haft en speciel sæson efter at have startet et nyt 11-mandshold op.
- Det har været en sæson i serie 2 med mange aflyste kampe. Faktisk er halvdelen blevet aflyst, men de kampe, vi har spillet, har vi vundet bortset fra en enkelt, siger cheftræner Kasper Juhl Hansen til hedenstedif.dk.
- Det betyder, at vi bliver nummer to i vores pulje á point (21) med Vejle Idrætshøjskole, som vandt puljen. Vi bliver derfor den bedste toer i alle serie 2-puljerne, hvilket betyder, at vi faktisk rykker op i serie 1 på en såkaldt "skrivebords-beslutning". Hvilket vi er meget glade for og tilfredse med.
- Er I klar til det højere niveau?
- Vi har ikke rigtigt kunne opbygge en god kampform, da der har været langt mellem kampene som følge af aflysningerne, men når vi har spillet, har vi altså spillet flot fodbold. Vi har fået samlet 18 spillere med et rigtig fint niveau, og vi har udviklet os som hold og er blevet bedre og bedre igennem sæsonen, siger Kasper Juhl Hansen.
Nu ser han frem til at bygge videre på det, han og spillerne har skabt indtil nu og blive endnu dygtigere og få mere kontinuerlig modstand og dermed bedre kampform.
- Flere kampe kommer også til at skabe et bedre træningsmiljø, hvor spillerne er endnu mere motiverede til træning, fordi der faktisk løbende skal spilles kampe. Udover alt det fodboldmæssige, så har pigerne et fantastisk sammenhold, og der er en vildt god stemning og harmoni på holdet, siger cheftræneren.