Menu

Frederik Andersen matchvinder i sidste test, inden det gælder points

image Foto: Palle Herløv
Af HIF Kommunikation
11. marts 2023 kl. 20:05

SENIOR - Lørdag spillede HIF's førstehold sidste testkamp inden forårssæsonen skydes i gang.

Kampen endte med en sejr på 2-1 over modstanderen fra BK Marienlyst i Odense.

Kampene mod Marienlyst er næsten altid utroligt jævnbyrdige og fyldt med masser af fin fodbold imellem to hold, der gerne vil spille med kuglen. Dagens kamp var ingen undtagelse.

Kampen startede i et fint tempo med to hold afventende mandskaber, der lige skulle se hinanden an.

- Som kampen skred frem, fik vi sat mere og mere spil sammen, og efter 20 minutter endte bolden hos Thomas Eisner, der afsluttede et fremragende angreb med venstrebenet uden chance for keeperen, siger målmands- og specialtræner Kenneth Qvist til hedenstedif.dk.

- Herefter fortsatte takterne lidt på samme præmisser, men efter en halv time fik vi ikke clearet en bold i forsvaret godt nok, og vi kender den klassiske med at én fejl bliver til to fejl, og vi lavede så et dumt frispark lige uden for feltet. Alle, der kender lidt til danmarksseriefodbold, kender også Jonas Skærlunds giftige venstreben. Hvis ikke skulle tilskuerne og Jacob Michelsen i HIF-målet lære det denne lørdag, siger Kenneth Qvist.

Skærlund sparkede den flot ind i det lange hjørne og så var det status quo.

- Fem minutter senere lavede vi igen et frispark på egen bane. Dog noget længere ude. Samme Skjærlund stillede sig op og sparkede læderet på overliggeren fra omkring 25-30 meter. Riposten blev farlig, og efter lidt fumlen og klumpspil fik vi afvist situationen.

Første halvleg sluttede 1-1, og HIF-spillerne virkede tilfredse efter mange flotte takter og gode opspil undervejs.

Kort inde i anden halvleg havnede bolden hos Frederik Andersen, som smadrede den ind via stolpen, og HIF var igen i teten.

Anden halvleg skred fremad, og HIF spillede stadigt mere på omstillinger, så Marienlyst fik lagt et lille tryk på uden for alvor at blive farlige. HIF sætter til gengæld nogle flotte omstillinger sammen, som med lidt mere held og koldblodighed kunne være endt med scoringer.

- Vi vandt 2-1 i et opgør, hvor "kong vinter" kom på besøg, så der undervejs skulle byttes hvide kampbolde ud med de gule, så spillerne kunne se bolden. Vi tager det med os, at vi hentede endnu en sejr efter flot spil, og selv om vi har flere profiler ude af kampen i dag, så stemplede folk bare ind og leverede varen, siger Kenneth Qvist.

- Vi holdt Marienlyst nede på en enkelt stor chance ud over de to dødbolde, de var farlige på. Rigtig stor cadeau til hele holdet, som bare bliver ved med at levere og bliver bedre kamp efter kamp. Med sejre over Odder, Viby, Marienlyst og remis mod Holstrebro fra 3. division går vi ind til næste uges kamp i danmarksserien fyldt med selvtillid.

Der var debut til unge Ernest Kurshumliu, der er kommet til fra Vejle Boldklubs U19.

Første turneringskamp er hjemme mod Odense KS lørdag den 18. marts kl. 13.30.

HIF's startopstilling:
1. Jacob Michelsen (m)
2. Rasmus Schjang
3. Victor Kubel
4. Christian Jørgensen
5. Frederik Andersen
6. Jeppe Hansen
8. Filip Højgaard
10. Mathias Kahr Christensen (c)
12. Emil Rosenkrans
14. Thomas Eisner
19. Mikkel Thisgaard

På bænken:
7. Batughan Öksum
9. Samuel Čapkovič
13. Ernest Kurshumliu

Mål:
20' 1-0 Thomas Eisner
31' 1-1 Jonas Skærlund
51' 2-1 Frederik Andersen

Luk