Menu

HIF avancerer til andenpladsen efter flot præmiere-sejr over Odense KS

image Jeppe Hansen scorede til 3-1. Arkivfoto: Palle Herløv
Af HIF Kommunikation
18. marts 2023 kl. 15:41

SENIOR - Så er forårssæsonen skudt i gang, og det blev den med en flot sejr hjemme mod Odense KS i danmarksserien.

- OKS er en modstander, som vi historisk igennem de seneste par sæsoner har haft det svært imod, men heldigvis var det anderledes i dag. De kom i en noget uvant formation, i forhold til hvad de plejer og hvad vi havde forventet. Det skulle vi lige vænne os til med lidt små tilretninger undervejs, siger specialtræner Kenneth Qvist.

- Vi kom dog bedst fra start med det hurtige mål, og OKS valgt at trække sig lidt tilbage og give os initiativet. Det ser vi dog i de fleste kampe, så det er ikke noget, vi ikke har prøvet før.

- Efter 11 minutter fik vi et hjørnespark, som vi på en kombination havde snakket om til taktikmødet. Den giver Skovbjerg muligheden for en relativt umarkeret afslutning tæt under mål, og bolden havnede efter en blokering og lidt spil frem og tilbage i brystet på Frederik, som scorede sit første mål i danmarksserien. Jeg ved, at assistenttræner Lasse Kronborg gerne vil krediteres for den kombination, så lad os give ham dén kredit.

- Herefter blev det lidt frem og tilbage, og vi havde nogle dumme boldtab, som gav OKS muligheder for det, de er absolut bedst til: At køre omstillinger. En af dem ender med en mistimet tackling i feltet og dermed korrekt dømt straffespark, som Odense-spilleren sikkert smed ind bag HIF-keeper Jacob Michelsen.

- Efter et kvarters tid, hvor der ikke skete ret meget, sendte Mathias Kahr en genial bold op på et godt timet dybdeløb af Mikkel Thisgaard, der fandt Rasmus Schjang med en skråpasning. Med en bred, kontrolleret inderside dirigerede han den fladt over i det lange målhjørne, så vi gik til pause foran 2-1 med en tilfredshed over resultatet men desværre ikke med den kvalitet i boldomgangen, som ellers kendetegner det her Hedensted-hold.

- Anden halvleg startede ud med en masse spil rundt om på banen uden den helt store kvalitet fra nogle af holdene, men efter cirka ti minutter fik vi et frispark fra omkring 25 meter uden for målet. Jeppe Hansen sparkede med sit karakteristiske, hårde vristspark bolden i målmandens side, og han laver den klassiske fejl at tage et skridt ind bag muren, så han endte med at være chanceløs på et flot spark.

- Efter målet til 3-1 trak vi os lidt tilbage og prøvede at bytte rollerne om med OKS, for at se, om de kunne skabe noget. De kom aldrig for alvor til at skabe noget vedvarende pres, og deres pt. stærkeste offensive våben denne lørdag var wingbacken, som var løbet tør for kræfter.

- På en dag, hvor vi kunne have forventet lidt bedre boldomgang og et par optræk til store chancer forspildt, må vi kigge tilbage i spejlet, og sige, at så er en 3-1-sejr ikke så tosset endda. Næste mission er næste weekend mod bundproppen fra Otterup, hvor vi igen godt tør tage favoritrollen på os.

- Flot fremmøde på lægterne sådan en halvkold martsdag. Jeg ved, at gutterne i omklædningsrummet sætter utrolig stor pris på det. Så meget mere af det Hedensted, siger Kenneth Qvist.

HIF's startopstilling:
1. Jacob Michelsen (m)
2. Rasmus Schjang
3. Christian Jørgensen
4. Victor Kubel
6. Jeppe Hansen
7. Filip Højgaard
9. Kristian Skovbjerg
10. Mathias Kahr Christensen (c)
12. Frederik Andersen
14. Thomas Eisner
19. Mikkel Thisgaard

På bænken:
5. Aron Ingi Thorkelsson
8. Samuel Čapkovič
11. Ernest Kurshumliu
15. Emil Rosenkrans
16. Alexander Schytte (m)
17. Batughan Öksüm
18. Oliver Steen Nielsen

Mål:
11' 1-0 Frederik Andersen
23' 1-1 Van Tha Thawng Ni Dum (straffespark)
40' 2-1 Rasmus Schjang
56' 3-1 Jeppe Hansen

Udskiftninger:
65' Batughan Öksüm ind  Thomas Eisner ud 
65' Ernest Kurshumliu ind Kristian Skovbjerg ud
80' Emil Rosenkrans ind Frederik Andersen ud
88' Oliver Steen Nielsen ind Filip Højgaard ud

Luk