Menu

Nicolai Givskov stopper som cheftræner på danmarksserieholdet

image Foto: Palle Herløv
Af HIF Kommunikation
14. maj 2023 kl. 20:30

SENIOR - Nicolai Givskov har valgt at stoppe som cheftræner på danmarksserieholdet.

Det skyldes mangel på tid for den unge far til tre børn på knap et år, to og fem år. Dertil et job i Aarhus med den køretid der er frem og tilbage til hjemmet i Hedensted.

- Nu har jeg gjort det her i halvandet år, og det har været vanvittig fedt at stå i spidsen for det her hold. Jeg må bare erkende, at der ikke er nok timer i døgnet til, at jeg kan blive ved med at få det hele til at hænge sammen med familieliv, arbejde og fodbold. Hverdagen er for presset, siger Nicolai Givskov til hedenstedif.dk.

- Derfor har jeg besluttet, at nu er det familiens tur til at være førsteprioritet hele tiden, og så må jeg se, om jeg eventuelt har lyst til at være træner igen om nogle år, når mine børn er blevet større, og jeg har fået mere luft og energi.

Nicolai stopper ikke med det samme, for der er et arbejde med holdet, der skal gøres færdigt, fastslår han.

- Det ligger ikke til mig at slutte brat og bare forsvinde. Der er vi slet ikke. Nu afslutter vi det her projekt sammen, hvor vi forhåbentlig kan vinde kvalifikationsrækken, så holdet får den selvtillid og medvind, der skal bringe det videre under en anden træner, siger Nicolai Givskov.

- Jeg kommer til at savne alle spillere og trænere omkring holdet, og det samme med alle de mange frivillige og ledere i klubben, der får alting til at køre rundt uge efter uge. Alt det kommer jeg til at savne, og det kommer nok til at tage lidt tid, før jeg vænner mig til, at fodbold ikke fylder så meget i mit liv.

HIF ønsker Nicolai held og lykke fremover og sender en kæmpe tak for indsatsen som spiller og træner. Vi håber at se dig i oldboysrækkerne, når tiden er til det.

Luk